14.09.2023 11:21
Mandag samles det stribede fællesskab igen på Nature Energy Park til superligafodbold, hvor vi håber på at skabe en stor stribet mandagsfest.
Efter to ugers pause fra 3F superligaen er vi endelig tilbage på mandag, når vi får besøg af Silkeborg IF på Nature Energy Park kl. 19.00. Sæsonen er startet stærkt ud på lægterne, hvor vi til sidste kamp var samlet over 11.000 striber på tribunerne, og derfor håber vi, at vi kan fortsætte den fynske folkefest endnu engang.
Allerede kl. 17.00 åbner begge fanzoner, hvor du har mulighed for at mødes med blå og hvide venner til en øl eller sodavand, og måske også en pølsemix, makkermenu eller en kebab?
Vi hylder Månedens Spiller og et fanjubilæum
Inden kampen hylder vi Bashkim Kadrii, der har vundet Månedens Spiller-afstemningen i fan-appen for august måned.
Men vi skal også hylde et helt særligt jubilæum. Hver uge er der utallige striber, der følger holdet i tykt og tyndt og på landets mange udebaner. En af den er klubbens tidligere kommunikationsmedarbejder, Benjamin Splidt Jakobsen, der, efter han forlod sidelinjen, er blevet en del af tribunefællesskabet, og på mandag kan han fejre, at han set 200 OB-kampe i træk. Derfor vil vi invitere ham ned til hyldest på banen, inden kampen går i gang.
Veteran Match
Til denne kamp sætter vi sammen med DIF Soldaterprojekt fokus på de danske veteraner og afholder vores årlige Veteran Match.
Derfor har vi inviteret lokale veteraner indenfor, og under kampen vil anføreren spille i en særlig trøje, der under kampen vil blive sat på auktion. Han vil også bære et specielt anførerbind, ligesom der også rundt omkring på stadion vil være pyntet op til den specielle anledning.
Vil du være med, når vi på mandag samles igen, kan du sikre dig billet til kampen her!