- Motivationen er stor
11.04.2024 12:10
Tom Trybull er tilbage efter sin karantæne, og nu ser den tyske mand på midten frem mod en svær kamp, hvor han og holdet er klar på at kæmpe til det sidste.
Ovenpå en hård uge med to kampe på bare fire dage, står vi nu overfor Viborg FF fredag aften på Nature Energy Park. Her går holdet ind til kampen med målet om at tage alle tre point.
- Motivationen er stor for at gøre tingene bedre end i sidste uge og vise en stærk performance på hjemmebane. Intet har ændret sig – vi fortsætter med at arbejde hårdt for det, siger Tom Trybull.
Tom missede fredagskampen mod Lyngby Boldklub efter at have erhvervet sig en karantæne mod Vejle Boldklub, men nu er den stærke tysker tilbage og klar på opgaven i morgen.
- Det bliver en hård kamp i morgen - ligesom alle andre i den her sæson. Jeg forventer at møde et meget motiveret Viborg-hold, der ligesom os virkelig har brug for pointene. Det er op til os at bevise, at vi kan tage pointene på hjemmebane ved at levere en god præstation. Den skal være meget bedre end sidste hjemmebanekamp mod Vejle Boldklub, og det tror jeg, vi kan, fortsætter Tom Trybull.
- Vi skal spille hver kamp, som var det den sidste
Viborg FF er en af de modstandere, vi har slået her i foråret, da vi gæstede dem tilbage i februar. Men det mener Tom ikke, at man skal lægge så meget i op til morgendagens opgør mod de grønne midtjyder:
- Det betyder ikke så meget, hvis jeg skal være ærlig. Hvis vi kigger på Vejle-kampen, så vandt vi på udebane, men tabte alligevel til dem tre uger efter. Vi skal spille hver kamp, som var det den sidste. Vi skal score på vores chancer og forsvare godt. Sværere burde det ikke være, hvis jeg skal være helt ærlig, siger Tom afslutningsvis.
Kampen mod Viborg FF spilles i morgen aften kl. 19.00 på Nature Energy Park, hvor vi fra kl. 17.00 kan byde på fredagsfest i Albani Fanzone. Her er der en lang række gode tilbud, og så er der selvfølgelig også Happy Hour på Odense Classic og Pilsner. Det kan du læse mere om lige her!
Du sikrer dig billet til kampen her!