OB taber første hjemmekamp i Kvalifikationsspillet

02.04.2024 19:50

En tidlig scoring fra Musa Juwara var nok for gæsterne til at tage alle tre point med hjem fra Nature Energy Park, hvor også Tom Trybull måtte gå tidligt i bad med to gule kort.

3F Superligaen, Runde 23
Tirsdag den 2. april kl. 19.00, Nature Energy Park

OB - Vejle Boldklub (0-1) 0-1
0-1: Musa Juwara (10.)

Advarsler:
OB: Filip Helander (6.), Tom Trybull (49.), Tom Trybull (59.), Don Deedson (82.)
Vejle Boldklub: Yeni N’Gbakoto (57.), Miiko Albornoz (89.), Tyrese Francois (95.)

Rødt kort
OB:
Tom Trybull (59.)

Kampens dommer: 
Kyriakos Athanasiou

Kampens forløb:
Som det sidste hold i Kvalifikationsspillet rundede vi denne 3F Superligarunde af, da vi tirsdag aften tog i mod gæsterne fra Vejle Boldklub. Mens regnen silede ned, havde vores fans fundet sig til rette inde under halvtaget, i håbet om at give os en god start på årets Kvalifikationsspil.

Vi skulle dog ikke langt ind i kampen, før vi led et tilbageslag. Thomas Gundelund blev sendt i dybden i Vejle Boldklubs højreside og smækkede et indlæg fladt ind i støvlen på Musa Juwara, der kunne bringe gæsterne foran 1-0. Nu skulle vi frem, og i det 12. minut bed Nicholas Mickelson fra sig og udfordrede over venstresiden, men hans afslutning gik forbi mål.

Trods manglen på chancer var stemningen høj, men ondt blev til værre, da Vejle via et indlæg og Stefan Velkovs pandebrask kom på 2-0. Som en livline sendt fra oven fik vi dog efter et VAR-tjek lov til at slippe med skrækken, da Vejle-stopperen havde sneget sig en my for langt frem, og dermed stod i offside.

Efter 36 minutter så Søren Krogh det nødvendigt at foretage en taktisk ændring, da vores anfører, Filip Helander, allerede tidligt havde modtaget en advarsel, måtte han forlade banen, så vi kunne gennemføre kampen med 11 mænd på banen. Han overlod anførerbindet til Bashkim Kadrii og skiftede med Nicklas Mouritsen.

Chancerne lod vente på sig, men efter 41 minutter fik vi en gylden mulighed direkte på frispark, men Rami Al Hajj sparkede lige i muren, og stillingen ved halvleg var derfor 0-1.

Anden halvleg blev skudt i gang, og vi begyndte med endnu et frispark lidt længere uden for feltet. Al Hajj valgte indlægget denne gang, men der var ingen modtager på bolden fra svenskeren.

 Betingelserne blev kun sværere for os, da Tom Trybull inden for 10 minutter modtog to advarsler, og så var det tidligt i bad for tyskeren.

I den anden ende af banen kom Vejle igennem to mod en. Alene med angriberen formåede vores norske shot-stopper at holde os inde i opgøret, da han kom ud og gjorde sig bred i målet og fik pareret Vejle-afslutningen forbi mål.

Vejle Boldklub var kompakte i hele anden halvleg. Med fem mand på linje, var det svært for os at bryde igennem den solide defensiv. Det lykkedes dog for Bashkim Kadrii at slippe igennem og lægge bolden på tværs, men skuddet fra indskiftede Charly Nouck blev blokeret af en Vejle-forsvarer.

Det gik stærkt i den anden ende, og på det efterfølgende hjørnespark fik vejlenserne sat en kontra i gang, men endnu engang var Viljar Myhra på plads i målet og vippede bolden over mål, nordmanden blev efterfølgende også kåret til kampens Albani Man Of The Match.

Til sidst måtte vi satse alt, men det tætteste vi kom på en scoring var en forsøg langt ude fra feltet, der gik over mål. Det hele sluttede derfor med en Vejle sejr på 1-0.

OB’s startopstilling:
Viljar Myhra, Tobias Slotsager, James Gomez, Filip Helander, Bjørn Paulsen, Sven Köhler, Rami Al Hajj, Nicholas Mickelson, Tom Trybull, Bashkim Kadrii, Max Fenger.

Bænken:
Martin Hansen, Leroy Owusu, Luca Kjerrumgaard, Max Ejdum, Charly Nouck, Markus Jensen, Nicklas Mouritsen, Don Deedson.

Næste kamp: 
Fredag den 5. april kl. 19.00 mod Lyngby, Lyngby Stadion