- Vi har brug for hinanden
04.04.2024 13:32
Ovenpå en lunken affære mod Vejle Boldklub, går turen i morgen til Lyngby, og her skal vi være mere skarpe foran målet og udnytte Lyngby Boldklubs svagheder, mener Rami Al Hajj.
Kvalifikationsspillet blev ikke sparket i gang, som vi havde håbet, da vi tirsdag aften fik besøg af Vejle Boldklub, hvor det stribede fællesskab måtte tage skuffet hjem fra det regnfyldte stadion i Bolbro. 1-0 til gæsterne og et rødt kort til Tom Trybull var det, vi fik med, men allerede i morgen har vi mulighed for at få gode fodboldminder forrest i hukommelsen, da turen fredag går til Lyngby Stadion.
- Det var en stor skuffelse mod Vejle Boldklub. Vi har analyseret kampen og set på, hvor det gik galt, men også hvad vi kan tage med os videre, og derfor går vi ind på banen i morgen med fuld tro på det. Vi har stadig ni kampe tilbage, og hver gang går vi ind med 100% tro på, at vi skal have point med, siger Rami Al Hajj.
- Det er meget vigtigt, at vi får pointene i morgen. Holdet og alle omkring klubben har brug for, at vi tager sejren. Alle resterende kampe i sæsonen bliver ligesom en finale, og det er vigtigt, at vi har det med i vores mentalitet til kampen.
Rami Al Hajj har vundet flest dueller i 3F Superligaen
Rami Al Hajj har i løbet af foråret stjålet rampelyset i 3F Superligaen med hans kreative evner med bolden, men når vi kigger på duelspillet, er han også den bedste i ligaen med 146 vundne dueller*. På andenpladsen er Tochi Chukwuani, som den svenske stribe står overfor i morgen.
- Det er ikke noget, jeg har tænkt så meget på, men når nu vi snakker om det, så håber jeg da på, at jeg holder ham under mig efter i morgen, siger Rami med et smil på læben og fortsætter:
- Vi ved, hvordan Lyngby spiller, og det er med mange dueller, og det skal vi indstille os efter. Vi skal bruge deres svagheder mod dem. Men hvis vi kigger på os selv, har vi ikke scoret særlig mange mål. I nogle kampe har vi skabt mange chancer uden at score, mens vi i andre ikke har skabt særlig meget. Det handler virkelig om at være skarp, når vi får muligheden. Jeg tror, at hvis vi kombinerer skarpheden med at udnytte deres svagheder, så skal vi nok komme til at score, siger han.
I løbet af sæsonen har opbakning både på hjemme- og udebane været helt vild god, og det smerter også den kreative midtbanespiller, at vi ikke har fået tilstrækkeligt med sejre foran det stribede fællesskab.
- Som vi har set hele sæsonen, har der været en fantastisk støtte på tribunerne, og derfor er det ekstra skuffende, når vi ikke kan give dem de sejre, som de fortjener. Men ligesom de forventer, at vi leverer, så håber vi også, at de fortsætter med at være der for os. Det har vi virkelig brug for, hvis det her skal klares. Vi har brug for hinanden.
Vil du være med, når vi i morgen tager til Lyngby, kan du sikre dig billet her udebaneafsnittet her!
Du har også mulighed for at tage med De Stribede, som planlægger at sende en bus afsted, og det kan du læse mere om her!
*Jævnfør statistik fra OPTA