International turnering gav topmodstand til U15-mandskab

27.08.2024 13:52

Akademispillerne fra U15 er netop vendt hjem fra den internationale turnering i Holland, hvor de fik mulighed for at matche sig med nogle af de bedste europæiske hold fra deres årgang – et vigtigt step i deres udvikling både individuelt og som hold.

U15-truppen er netop vendt hjem fra Holland, hvor de har deltaget i den internationale turnering, FA SUPREME CUP. Turneringen bestod af 12 hold fra Europa og blev afviklet med et indledende gruppespil, efterfulgt af placeringskampe og til sidst et finalespil. 

Der var lagt et tæt program for holdet over dagene i Holland, hvor der ventede hård modstand i en stærk besat pulje med prominente hold som Juventus, KRC Genk, PSV Eindhoven, TUKS South Africa og Estonian TP. Efter et intenst gruppespil med tætte kampe måtte vi desværre se os slået af nogle rigtig gode hold og nøjes med en femteplads i vores pulje, kun to point fra at være gået videre som treer blandt turneringens bedste. 

I vores sidste kamp spillede vi en placeringskamp i turneringens ”Europa League” mod Tottenham Hotspurs om at komme på ellevte- eller tolvtepladsen. Efter en overbevisende præstation med klar stribet dominans sikrede vi en velfortjent ellevte-pladsen med en flot 4-0-sejr. 

- Turneringen gav os nogle rigtig fede kampe og fodbold på rigtig højt niveau. Når man kigger på, hvad det er for nogle hold, der har været med i turneringen, så er det en god præsentation, siger cheftræner for U15, Magnus Mikkelsen. 

En turnering på sportslig højt niveau 

Turneringen bar præg af teknisk fodbold på højt niveau, og det satte krav til hele tiden at holde sig på dupperne og gav en vigtig indsigt i, hvad der skal til for at præstere på det niveau. Disse erfaringer kan vores spillere tage med hjem og bruge til at løfte deres spil fremadrettet. 

- Det er fint, vi kan være gode og præstere 80% af tiden, men hvis der er 20%, hvor vi falder fuldstændig under skiven, så bliver vi straffet. Og det gælder både til sådan et stævne, men også i en helt almindelig kamp herhjemme. Men det er jo også noget, man lærer af. Det sætter nogle standarder for, hvad det er, vi skal sigte efter, for hvis vi til træning ikke er gode hele tiden, så kommer vi desværre ikke til at tage det med ind i de kampe, vi spiller. Så det har helt sikkert givet dem en oplevelse af, hvorfor det er nødvendigt, at vi hele tiden skal være på, men også så vi trænere kan bruge det som en reference i løbet af året, siger Magnus. 

En udbytterig tur for vores unge striber 

Turneringen gav spillerne værdifulde erfaringer både fysisk og mentalt, hvor de blev testet til det ypperste og lærte at håndtere forskellige modstandere på kort tid. 

- Når vi er til disse slags stævner, så er der noget fysisk i, at vi virkelig bliver presset, og vi kommer ikke bare ud til kanten, men også over kanten, og det er med til, at vi på sigt kommer i bedre form, siger Magnus. 

- Der ligger også noget mentalt i at skulle omstille sig til nye modstandere på så kort tid og at sætte sig selv op til at præstere så mange gange på en dag i forhold til forskellige situationer og modstandere, fortsætter Magnus. 

En kæmpe ros til vores unge striber fra Akademiet!