Tak for tiden i striber, Sauli Väisänen
29.08.2024 08:00
Vi er blevet enige med den finske stopper om at ophæve hans kontrakt, så han frit kan finde en ny klub.
Sauli Väisänen blev en del af den stribede trup sidste sommer, hvor han kom til klubben fra den italienske Serie B-klub Cosenza Calcio på en treårig kontrakt. Men nu er vi blevet enige om at stoppe samarbejdet tidligere, så den finske forsvarsspiller kan gå på jagt efter en ny klub.
- I lyset af den stærkt begrænset spilletid og den konkurrencesituation, vi har på midtstopperpositionen, er vi blevet enige om, at vores vejes skilles her. Sauli har opført sig ekstremt professionelt og understøttet kulturen på bedste vis i en svær tid, og derfor vil vi gerne takke Sauli for sin tid i klubben, siger sportsdirektør, Troels Bech.
Sauli Väisanen kom til efter mange år i forskellige italienske klubber, og han har også under sin tid i klubben haft et lejeophold tilbage til Italien, hvor han repræsenterede Ascoli Calcio i foråret. På førsteholdet i OB blev det ikke til meget spilletid, hvorfor turen nu går videre for den 30-årige finne.
Tak til Odense for følelsen af hjem
Selvom OB-tiden ikke har budt på den ønskede spilletid, ser Sauli Väisänen tilbage på en god tid, hvor han og familie har været glad for at bo i byen.
- Min tid i OB er nu slut. Det har selvfølgelig ikke været det perfekte match fodboldmæssigt – hverken fra min eller klubbens side – men jeg har stadig ikke fortrudt at komme hertil. Jeg har mødt mange godhjertet og hårdtarbejdende mennesker og forhåbentlig skabt livslange venskaber, siger Sauli Väisänen og fortsætter:
- Byen har været fantastisk for min familie og mine to små børn. Alle andre steder end fodboldbanen, har det været fantastisk. Derfor vil jeg gerne sige tak til hele byen for at få os til at føle os hjemme. Nu går turen ud mod nye eventyr.
Aftalen om at ophæve kontrakten mellem Sauli og OB gælder fra dags dato. Tak for tiden i klubben, Sauli.