Celine Toft fortsætter sin rejse hos OB Q

02.03.2024 12:00

‎Keeper Celine Toft er en rigtig lokal spiller, der har været med hele vejen på akademiet, og som nu får muligheden for at fortsætte sin flotte rejse hos os.

Vi er nemlig blevet enige med Celine om at forlænge samarbejdet, så det nu løber til sommeren 2025. I første omgang vil Celine fortsætte med at spille for Team Odense Q og træne med os. 

Oprindeligt startede fodboldkarrieren i Glamsbjerg, for så dernæst at tage til TPI og Team Odense Q i 2019, hvor hun sidenhen har været fast keeper på de hold hun har spillet. At talentet hos Celine Toft er stort er ikke bare noget vi mener i OB Q, det er også noget flere forskellige U-landstrænere har ment, når Celine har været udtaget til U-landsholdet.

Det er også en glad og tilfreds keeper, der har sit underskrift på sin første kontrakt med OB Q.

- Der er flere grunde til at jeg har forlænget. Først og fremmest er jeg glad for at være i klubben. Jeg føler at vi har et rigtig godt sammenhold og så kan jeg godt lide det projekt vi har gang i på U19 og på seniorplan. Jeg elsker en god udfordring og det ser jeg både på U19-holdet og på seniorniveau, udtaler Celine og fortsætter,

- Jeg er desuden glad for samarbejdet med keepertræner Morten Hansen, jeg føler at jeg hele tiden udvikler mig og det er vigtigt for mig. 

En kontrakt til Celine Toft er også noget, der har stået højt på sportschef John Bæksteds to-do-liste i 2024, derfor er han også, helt forståeligt, glad og tilfreds med at få papir på den talentfulde keeper.

- Celine er en talentfuld keeper, som hurtigt har vist, at hun ikke bare er kommet for at træne, men også for at banke på døren til spilletid. Kompetencemæssigt har hun hele pakken, og hun kan også gå hele vejen til Kvindeligaen, hvis hun fortsætter sin udvikling, udtaler John Bæksted og fortsætter 

- Derudover er det vigtigt for os at vise, at selvom vi hedder OB Q, så har vi stadig en tilknytning til Team Odense Q - og at Team Odense Q er en væsentlig grundsten OB Qs identitet. Celine repræsenterer ikke bare det, men også nogle gode sunde værdier, som er vigtige på et fodboldhold.

Celine Toft har stadig sin OB Q-debut, men træner ofte med førsteholdet. Derudover står hun noteret for 7 U-landskampe.