En tak til fællesskabet

09.02.2024 15:07

Ved udgangen af 2023 meddelte vi en organisatorisk ændring ud i den sportslige afdeling, da samarbejdet mellem OB og den assisterende fodbolddirektør, Steffen Nielsen, blev afsluttet. Samarbejdet blev sluttet i fælles forståelse og enighed. Siden har Steffen Nielsen brugt tiden på at overdrage sine arbejdsopgaver i OB, hvilket nu er tilendebragt ved transfervinduets afslut[1]ning. Derved er der nu også officielt sat punktum for samarbejdet og vi vil derfor gerne sige en stor tak til Steffen Nielsen, som har været en dedikeret og yderst arbejdsom medarbejder og klubmand. Steffen har ydet et væsentligt bidrag til drift og udvikling af klubben igennem mere end 18 års ansættelse.

Steffen Nielsen udtaler; ”Af hjertet tak til fællesskabet. Uden fællesskabet vil vores fantastiske fodboldklub ikke eksistere. Jeg har nydt hvert minut, og jeg glæder mig over at OB i dag står stærkere og mere professionelt end nogensinde. Jeg giver med ro i sjælen stafetten videre og jeg er sikker på at klubbens spillere, trænere, ledelse og bestyrelse arbejder videre for at vi sammen kan opnå sportslig udvikling og succes. En sidste tak til alle mine kollegaer igennem de sidste 18 år. I har hver og én bidraget til gavn for OB. Tak for det.”

Det er dog ikke helt slut for Steffen Nielsen i OB. Steffen fortsætter sit frivillige engagement i OB’s amatørafdeling, hvor han har været tilknyttet de sidste 25 år. Han bibeholder sine poster i OB’s amatørafdelings bestyrelse og som ansvarlig for OB’s ambassadørhold.