Lukas Legaard skriver tre år med Akademiet
14.02.2024 11:32
Vi har indgået en aftale med den målfarlige U15-angriber Lukas Legaard, så han de næste tre år skal fortsætte sin udvikling på Akademiet i Ådalen.
Lukas Legaard kom til OB fra Øens Hold-klubben Svendborg fB, og i går fejrede han sin 15-års fødselsdag ved at underskrive sin første kontrakt med Akademiet.
- Vi er rigtig glade for, at vi har fået skrevet kontrakt med Lukas. Han er en interessant spiller, der er meget aggressiv i sit spil, og så arbejder han utrolig hårdt. Udenfor banen er han en stille og rolig fyr, og siden han kom ind, er han bare vokset i miljøet og har vist, at han har et stort potentiale, siger akademichef Tonny Hermansen, inden han fortsætter:
- Vi håber på, at han kommer til at tage de næste step her i klubben, og det er vi overhovedet ikke i tvivl om, at han kan. Han har den DNA, vi søger, og han har de spidskompetencer, som vi kigger efter i en angriber.
Lukas Legaard har været aldeles målfarlig i denne sæson af U15-Ligaen, hvor han indtil videre har nettet 10 gange, og han er også meget glad for, at han nu har skrevet under på en treårig kontrakt med klubben:
- Jeg er selvfølgelig meget glad og stolt over, at jeg nu har skrevet en kontrakt med klubben. Det er noget, jeg har kæmpet hårdt for, og jeg håber, at det kan udvikle sig til en professionel karriere en dag, siger Lukas Legaard.
Stort tillykke med kontrakten, Lukas!