Mads Lyng er ny assistenttræner i OB
04.01.2024 08:36
For at udvikle en ny måde at arbejde med standardsituationer har vi indgået en aftale med Mads Lyng, der bliver ny assistenttræner i OB, og sammen med det øvrige trænerteam vil arbejde for at opnå bedre resultater i klubben.
Mads Lyng er ny assistenttræner i OB, hvor han vil få det primære ansvar for standardsituationer på førsteholdet, og det er noget, der glæder Björn Wesström:
- For det første er jeg glad og stolt over, at OB har skrevet under med den kandidat, Søren og jeg blev enige om, stod tydeligst frem i processen for at finde en assistenttræner med spidskompetencer omkring standardsituationer. Vi er sikre på, at han kan være med til at bygge en struktur op omkring standardsituationer, som hele klubben vil få glæde af over tid, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB, inden han fortsætter:
- Der er tre ting, der tydeligt skiller sig ud ved Mads: den ene er hans åbenlyse kompetencer og interesse for standardsituationer. Det andet er, at han har solid erfaring fra at arbejde i et team, der var vant til at kæmpe for dets overlevelse, og den tredje er, at han har en personlig karisma, der i sig selv skaber en koncentration og dedikation omkring standardsituationer. Med hak i de tre bokse vil Mads supplere vores trænerteam på en fremragende måde i den situation, vi står i i dag, siger Björn Wesström.
- Jeg tror rigtig meget på Søren, og den måde han ser mig ind i projektet
Mads Lyng har gennem 10 år været tilknyttet AC Horsens, hvor han de sidste seks år har været assistenttræner omkring førsteholdet for henholdsvis Bo Henriksen, Jonas Dal og Jens Berthel Askou, men fra i dag er det Søren Krogh, han vil assistere i OB.
- Det er en megafed mulighed. Med det setup, der er omkring Søren, så er jeg sikker på, at jeg kan bidrage til at sparke tingene i gang igen. Det er en stor klub, men det er også en klub, der ikke er blevet forløst, men jeg tror rigtig meget på Søren, og den måde han ser mig ind i projektet, og det glæder jeg mig sindssygt meget til, siger Mads Lyng.
Klubbens nye assistenttræner har desuden papirerne i orden, da han har dygtiggjort sig med UEFA’s PRO-licens, der er landets højeste træneruddannelse, og det er blandt andet erfaringer herfra, han nu vil bruge i OB.
- Da Søren blev cheftræner, blev der sat en retning, og der er ingen tvivl om, at jeg får et klart ansvar omkring standardsituationerne. Jeg føler, at jeg kan bidrage rigtig meget på det punkt, men det kræver, at det er noget, man tror på og prioriterer i hele organisationen. Heldigvis kunne jeg hurtigt mærke på Björn og Søren, at de mente, at standardsituationer er noget, der skal prioriteres, og derfor er det her det helt rigtige job for mig, slutter Mads Lyng.
Aftalen mellem OB og Mads Lyng løber frem til den 30. juni 2025.