Målrig træningskamp i hovedstaden

19.01.2024 15:31

Fredag eftermiddag var striberne en tur i hovedstaden for at krydse klinger med B.93 fra landets næstbedste række, og det blev en både underholdende og målrig træningskamp.

‎Træningskamp
Fredag den 19. januar 2023, kl. 14:00, Svanemølleanlægget

B.93 - OB 3-3 (1-2)
1-0 Sebastian Kroner (24.)
1-1 Luca Kjerrumgaard (29.)
1-2 Rami Al-Hajj (36.)
2-2 Sebastian Clemmensen (65.)
3-2 Fisnik Isaki (74.)
3-3 Agon Mucolli (77.)

Kampens forløb:
Sneen faldt stille og roligt over Svanemøllens anlæg, da årets anden træningskamp blev sparket i gang, men det til trods havde knap et par hundrede fodboldinteresserede våget sig ud i sneen for at se striberne i aktion.

Vi lagde godt fra land på kunstgræsbanen, og i kampens første minutter blev der sendt mange stribede afslutninger mod mål. Den tidligere OB-keeper Michael Falkesgaard i B.93-målet viste dog gang på gang, at han ikke har glemt, hvordan man spiller fodbold, da han hev flere flotte redninger op af ærmet.

Selvom det var os, der flest gange truede gæsternes mål, så var det hjemmeholdet, der stik mod spil og chancer bragte sig foran på en omstilling, som Sebastian Kriner sikkert udnyttede og sparkede i mål til 1-0.

Vi svarede dog hurtigt igen, da Leeroy Owusu i højre side modtog bolden på et indlæg. Herfra sendte han den ind på midten til Luca Kjerrumgaard, som fra kort afstand fik prikket bolden over Michael Falkesgaard og ind i kassen til en udligning.

Striberne fortsatte med at være i teten mod københavnerne, der foruden Michael Falkesgaard i øvrigt også havde en anden OB-spiller med i startopstillingen i form af Ryan Johnson Laursen; ligesom de er trænet af Kim Engstrøm, der tidligere har trænet vores bedste U19-mandskab.

Til trods for de mange tidligere OB-folk i aktion for hjemmeholdet, var det ikke nok, til at de kunne holde en stærkt spillende Rami Al-Hajj fra at bringe OB foran. Hurtige fødder fra Al-Hajj og derefter en kvik kombination med Luca Kjerrumgaard sendte Al-Hajj igennem B.93-defensiven, og til sidst kunne han fikst sende den over Falkesgaard og i nettet til en fynsk føring.

Kort inden pausen fik Mihajlo Ivančević sin anden advarsel, da han på midten af banen stoppede et lovende angreb, og derfor måtte han forlade banen før tid. Da det var en træningskamp, havde vi aftalt med hjemmeholdet, at vi får mest ud af at spille 11 mod 11, hvorfor Gustav Grubbe kom på banen i stedet for vores serbiske forsvarsspiller.

Fra anden halvlegs start satte B.93 et flok friske spillere på banen, mens vi selv skiftede to mand. Det gjorde, at kampen lige skulle finde sig selv, da der var mange nye spillere, der skulle se hinanden an.

Det gav en fodboldkamp, hvor OB var på bolden, men det var uden at skabe de store, åbne målchancer. Københavnerne forsvarede sig fornuftigt, og i den anden ende af banen lurede de på omstillinger, hvor de var gode til at få bragt flere spillere i scene, når de skulle sættes op.

Efter 65 minutter spil var det også netop på en omstilling, at de fik bragt balance i regnskabet – kort efter OB netop havde skiftet næsten hele holdet. Hjemmeholdets Sebastian Clemmensen modtog bolden i højre side af banen, drev den frem i fuld fart, hvorefter han trak ind i banen og sparkede den fladt ind ved den nærmeste stolpe udenfor Magnus Nielsens rækkevidde; og så stod der 2-2 på Østerbro.

De friske OB-spillere overtog igen teten i kampen, og det var med et fremadrettet udtryk, drengene gik til opgaven. Et par gange var det ligeved og næsten, og Buya Turay havde også et godt forsøg, men desværre var hjemmeholdets målmand, Aris Vaporakis, på plads mellem stængerne det.

Selvom det var Striberne, der var i teten, så var det hjemmeholdet, der igen fik nettet til at blafre efter 74 minutter. Igen var det efter en omstilling, og denne gang var det Fisnik Isaki, der drev bolden frem i midten, inden han kold og kynisk klappede bolden i kassen til 3-2.

Heldigvis holdt føringen kun i tre minutter, inden en årvågen Agon Mucolli opsnappede en sløset aflevering i B.93-defensiven. Han nåede lige akkurat bolden for snuden af hjemmeholdets keeper, hvorefter han sparkede bolden i kassen til 3-3, som blev kampens slutresultat.

OB’s startopstilling:
Hans Christian Bernat (Magnus Nielsen, 61.) – Tobias Slotsager (Samuel Juel (61.), Mihajlo Ivančević (Gustav Grubbe, 45.), Filip Helander (Bjørn Paulsen, 46.) – Leeroy Owusu (Marcus McCoy, 61.), Tom Trybull (Nikolaj Juul-Sandberg, 46.), Sven Köhler (Yaya Bojang, 61.), Nicklas Mouritsen (Aske Adelgaard, 61.) – Bashkim Kadrii (Johannes Selvén, 61.), Luca Kjerrumgaard (Mohamed Buya Turay, 61.), Rami Al-Hajj (Agon Mucolli, 61.)

Næste kamp:
Fredag den 26. januar 2024 kl. 13:00 mod Elfsborg Ryda Fodboldhal i Borås.