Mohamed Buya Turay skifter til Birmingham Legion FC
30.01.2024 08:31
Vi er blevet enige med Birmingham Legion FC om betingelserne for en transfer af Mohamed Buya Turay, så den 29-årige angriber omgående skifter til den amerikanske klub.
I sommer skiftede den tidligere Allsvenskan-topscorer Mohamed Buya Turay til OB, hvor han underskrev en toårig kontrakt. Her har han siden leveret tre mål i 16 kampe, men foreløbigt kommer han ikke til at lave flere mål i den stribede trøje, da han nu skifter til Birmingham Legion FC.
- Hverken OB eller Buya er tilfredse med det sportslige resultat af hans tid i klubben. Med det in mente har vi undersøgt mulighederne for at gå hver vores vej, og vi er nu tilfredse med at have fundet en løsning, der er god for alle parter. Vi takker Buya for hans indsats i OB, og vi ønsker ham og hans familie alt det bedste for fremtiden, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.
Selvom det blev et kortvarigt ophold i klubben, så er angriberen fra Sierra Leone også meget taknemmelig for tiden i OB.
- Jeg sætter stor pris på det, OB gjorde for at bringe mig og min familie ind i klubben – det er jeg evigt taknemmelig over. Jeg ønsker det bedste for klubbens fremtid, siger Mohamed Buya Turay.
Mohamed Buya Turay har underskrevet en treårig kontrakt med den amerikanske klub Birmingham Legion FC.