Yaya Bojang er ny mand i den stribede førsteholdstrup
09.01.2024 14:14
Vi har valgt at udnytte købsoptionen i lejeaftalen af Yaya Bojang, og det betyder, at den 19-årige gambier skifter fra Real De Banjul FC til OB på en aftale, der løber frem til sommeren 2027.
I sommer kom Yaya Bojang til Akademiet på en halvårig lejeaftale, der udløb ved årets udgang, men vi har nu valgt at udnytte købsoptionen i lejeaftalen, og gambieren rykkes samtidigt op i den stribede førsteholdstrup.
- Yaya har alle de fysiske, tekniske og mentale egenskaber, vi ønsker i en ung OB-spiller. Han har også en god kombination af hårdt arbejde og en positiv og optimistisk smittende personlighed. Vi glæder os meget til at fortsætte samarbejdet med Yaya og sammen jagte hans og klubbens drømme, siger Björn Wesström, der er fodbolddirektør i OB.
Yaya Bojang er 19 år, og i OB vil han frem til sommeren 2027 gøre sig gældende som central forsvarer, back og på den defensive midtbane.
- Jeg har drømt om det her i rigtig lang tid, og nu er det endelig lykkes med det første skridt på rejsen, så jeg er virkelig glad for, at jeg nu har skrevet kontrakt med OB, og jeg er virkelig glad for, at klubben gav mig muligheden. Jeg har været her i knap ni måneder, så jeg føler mig hjemme i Odense, og jeg nyder virkelig at være her, siger Yaya Bojang.
I foråret har Yaya spillet 10 kampe for vores U19-drenge, mens det også er blevet til en enkelt optræden i Future Cup, ligesom han sad på bænken, da vi besejrede Tune IF i Oddset Pokalen.
- Jeg har vænnet mig til dagligdagen her, og jeg kan virkelig fokusere på fodbolden. Det er mit arbejde, og det kræver meget dedikation og mange ofre, men det er jeg klar på. Nu har jeg taget det første skridt – det var at skrive under på denne kontrakt – men nu afhænger det hele af mig. Jeg skal arbejde hårdt. Hårdere end jeg nogensinde har gjort før, siger Yaya Bojang.
Aftalen mellem OB og Yaya Bojang løber frem til den 30. juni 2027.