- Jeg elsker det allerede

01.07.2024 12:12

Elias Hansborg har nydt sin første uge som førsteholdsspiller, og nu ser han frem til muligheden for at vise sig frem for sine holdkammerater, når sæsonens første træningskamp venter i morgen.

Selvom Elias Hansborg måtte misse sin første træning efter oprykningen til førsteholdet, fordi han skulle til sin sidste studentereksamen, har det været en god start for den nye, unge stribe. Første uges træning er overstået, og nu venter der en træningskamp mod B.93 i morgen kl. 13.00, hvor han har mulighed for at vise sig frem.

- Det har været helt vildt fedt at være her i den første uge. Det er jo bare en lille smag på livet som professionel fodboldspiller. Men jeg elsker det allerede, og jeg synes det er megafedt, siger Elias Hansborg.

Kampen i morgen kommer tidligt i preseason, men ikke desto mindre glæder Elias sig til at skulle spille sin første kamp som førsteholdsspiller. Også selvom det bare er en træningskamp.

- Jeg glæder mig helt vildt meget til kampen i morgen. Det er klart, at når vi er i opstarten vil man rigtig gerne vise sig godt frem og spille sig tæt på holdet. Især når man er ny. Så det glæder jeg mig til, siger han og fortsætter:

- Det bliver en kamp, hvor vi unge kan komme ind og vise, at vi gerne vil være en del af det her og vise, at vi har en masse at byde på. De her opstartskampe bliver nogen, hvor vi skal samle os og være sammen om det nye projekt.

Modstanderen er B.93, som vi også kommer til at stå overfor i den nye sæson, men det er slet ikke noget, Elias lægger vægt på:

- Jeg er fuldstændig ligeglad, hvem vi møder. Vi skal bare ud og give den alt, hvad vi har.

Kampen mod B.93 spilles kl. 13.00 på Bane 1 i Ådalen, hvor der er fri adgang for alle striber. Har man ikke mulighed for at komme, kan man også se kampen via stream hos JFM Play.