Valdemar Grymer tager to år mere i striber
08.07.2024 12:28
Den hurtige kantspiller, som har repræsenteret flere Øens Hold-klubber, har forlænget sin aftale med to år, så han fortsætter med at være OB-spiller indtil sommeren 2026.
Har man set Akademiets U19-hold spille kamp de seneste sæsoner, har man skulle bevæge hovedet hurtigt, hvis øjnene skulle følge med Valdemar Grymer ude på kanten. Den hurtige offensive spiller har leveret flot i U19-ligaen, og derfor er vi blevet enige om at forlænge hans aftale i to år yderligere.
- Vi er rigtig glade for, at vi har lavet en ny aftale med Valdemar. Han er en spændende spiller, der har god fart og styr på sine afslutninger i sit spil. Han besidder et potentiale, som vi gerne vil dyrke yderligere, så vi er glad for, at vi har fået den forlængelse på plads, siger Jimmi Nagel Jacobsen, som er rekrutteringschef i klubben.
Valdemar Grymer har foruden sin tid på Akademiet i Ådalen også spillet i flere Øens Hold-samarbejdsklubber. Da han i april 2022 skrev under på en kontrakt, havde han været på et kort visit i SfB-Oure FA, hvor han blandt andet debuteret for samarbejdsklubbens Danmarksserie-hold. Inden det spillede han også i OB, men har tidligere også repræsenteret Aunslev IF og Nyborg GIF, der begge også er en del af det fynske talentarbejde.
Den 19-årige kantspiller er også glad for, at han nu kan fortsætte sin udvikling:
- Jeg har valgt at forlænge med klubben, fordi det er det, der føles bedst for mig. Jeg kender folk her, og jeg føler mig tryg, og derfor giver det god mening, at jeg gerne vil være her. Det er også her, jeg har spillet fodbold længst tid, og det har stor betydning, siger Valdemar Grymer.
- Jeg håber, at det giver mig mulighed for at bevise mig, så jeg en dag kan komme til rådighed. Og så håber jeg på at blive endnu bedre.
Kontrakten mellem klubben og Valdemar løber frem til sommeren 2026.