Nyt setup i teamet omkring Søren Krogh
15.06.2024 13:00
Fra den kommende sæson vil vi reducere i trænerteamet omkring Søren Krogh for at skabe større tydelighed, og det medfører ændringer i staben.
Når spillertruppen mandag den 24. juni vender retur fra sommerferien, vil de blive budt velkommen med et nyt setup i teamet omkring cheftræner Søren Krogh, da vi ændrer i bemandingen.
- Efter den første vurdering af sæsonen og sammensætningen af staben har vi besluttet at ændre i trænerteamets sammensætning. Med denne rokade tror vi på, at vi kan opnå en større tydelighed i alt, hvad vi gør, så de enkeltes kompetencer i højere grad sættes i spil, siger Troels Bech, der er sportsdirektør i OB.
De nye roller i trænerteamet
Troels Banggaard har i løbet af foråret været tilknyttet klubben, og den rolle gøres nu mere permanent, da han fast tilknyttes OB som mentaltræner. Troels Banggaard har tidligere arbejdet i en række danske eliteklubber som F.C. København, FC Midtjylland og GOG, og i OB skal han nu øge fokusset på den mentale styrke og præstation i klubben.
Derudover kommer der også en ny transitionstræner i trænerteamet, da Thomas Skou Juul Jensen, der hidtil har været cheftræner for U17-holdet, nu rykkes op omkring førsteholdet. I de seneste to sæsoner har han været med til at sikre klubben et mesterskab i U15-Ligaen og U17-Ligaen, men nu skal han have særligt fokus på overgangen fra de ældste akademihold til førsteholdstruppen.
Thomas Skou Juul Jensen erstatter Nicolas Arvid Hedeman, der siden 2021 har været transitionstræner i OB. Nu vender Nicolas tilbage til Akademiet, hvor han overtager ansvaret for klubbens U17-hold.
Thomas Helveg får også et nyt ansvarsområde i OB. Den stribede legende har siden efteråret 2022 været tilknyttet som ressourcetræner, men han tiltræder nu i en rolle som scout til førsteholdstruppen. Her skal han fremadrettet hjælpe med at finde kommende førsteholdsspillere med stribet DNA i blodet.
I den seneste sæson har Peter Krustrup vikarieret for Bo Nielsen som fysisk træner, da Bo var sygemeldt med en hjernerystelse. Heldigvis er Bo nu tilbage på fuld kraft, og han vender tilbage som klubbens fysiske træner. Det betyder dog ikke et fuldstændigt farvel til Peter Krustrup, da han tilknyttes som konsulent for fysisk træning og testning.
I en tid hvor vi i OB reducerer for at skabe større tydelighed i alt, hvad vi gør, reduceres trænerteamet desuden til én assistenttræner, da vi har valgt at tage afsked med Frank Hjortebjerg, så Mads Lyng fremadrettet vil være den eneste assistenttræner på førsteholdet.
- Vi sætter stor pris på det arbejde, Frank har ydet i OB gennem de seneste to år, hvor han har leveret en meget professionel indsats i klubben, og vi ønsker ham alt det bedste fremadrettet, siger Troels Bech
Til den kommende sæson vil trænerteamet således bestå af følgende folk:
Cheftræner: Søren Krogh
Assistenttræner: Mads Lyng
Målmandstræner: Lars Bjerring
Transitionstræner: Thomas Skou Juul Jensen
Fysisk træner: Bo Nielsen
Mental træner: Troels Banggaard
Præstationsanalytiker: Jesper Sangild