- Vi vinder hver dag, fordi vi træner godt og dermed udvikler os
28.06.2024 12:41
Sæsonen er veloverstået, og for Akademiet var det muligvis den mest succesfulde sæson nogensinde, da der både blev vundet guld i U17-Ligaen og sølv i U15-Ligaen, mens vi også kunne løfte pokalen i flere internationale turneringer.
Vi har sat en stolt Tonny Hermansen stævne, efter at vi i den forgangne sæson har leveret en lang række flotte resultater på Akademiet.
- Gennem de seneste mange år har vi formået at leve op til vores målsætning om at være konkurrencedygtig med de bedste i Skandinavien. I år blev vi nummer et i U17-Ligaen, nummer to i U15-Ligaen og nummer fem i U19-Ligaen, så rent placeringsmæssigt er det det bedste samlede resultat, vi har haft på Akademiet. Og hvis vi lægger antallet af point sammen for de enkelte hold, så har vi faktisk fået allerflest point af alle ligaholdene i Danmark, siger Tonny Hermansen, inden han skynder sig at tilføje:
- Men det er jo ikke det, der er det vigtigste. Det er at få uddannet nogle fodboldspillere, som kan være konkurrencedygtige på førsteholdet eller blive solgt til udlandet. Det har vi også formået i år, ligesom sidste år hvor vi fik solgt spillere fra Akademiet, samtidigt med at vi også fik akademister op på førsteholdet, hvor det er blevet til mange spilleminutter.
Det er således gennem længerevarende, kontinuerligt arbejde, at man er lykkedes med både at skabe flotte resultater på Akademiet og nå hovedmålet om at udvikle dygtige fodboldspillere.
- Fire akademispillere er netop blevet indlemmet i førsteholdstruppen, samtidigt med at tre akademister har formået at få en fuldtidskontrakt andre steder i landet. Dette lever fuldt op til vores målsætning om at være et godt udviklingsmiljø, hvor spillerne kan se muligheder i både at blive solgt eller komme i førsteholdstruppen.
Sejr i fire internationale turneringer
Sæsonen har dog ikke kun budt på succes i hjemlandet, da Akademiet også har vundet en række internationale turneringer i løbet af året, der gik.
- Derudover har vi jo deltaget i fire internationale turneringer med U17 og U19. U17 har vundet Christian Eriksen Cup, hvor der var rigtig gode hold med. Vi har også været til Geneve Cup med U17, hvor vi vinder finalen over Olympique de Marseille. Og så sluttede vi også af med at vinde Nordiske Mesterskaber, siger Tonny Hermansen.
- U19 har også vundet Christian Eriksen Cup, og så vinder de også en stor international turnering i Schweiz, hvor de blandt andet slår Club America og Middlesbrough.
De mange internationale sejre er derfor også noget, der er blevet bemærket i udlandet.
- Vi har præsteret godt med vores hold, så andre lande og internationale klubber er blevet gjort opmærksomme på, at vi faktisk gør det ganske fornuftigt her på Akademiet. Alt i alt så har det jo været helt fantastisk, hvordan vores hold har klaret sig. Og hvordan vores hold grundlæggende har præsteret, når man både har spillet internationalt og nationalt. Vi er jo nødt til at konstatere, at hvis vi skal med til udenlandske stævner, så er vi også nødt til at præstere på hjemmefronten.
William Martin blev all-time topscorer
Udover en masse flotte holdpræstationer, så har William Martin også imponeret individuelt på U17-holdet, hvor det blev til 38 mål i 20 ligakampe.
- William Martin har jo sat en rekord. Hvis man kigger på U15-, U17- og U19-ligaerne, som for U17 og U19 startede i 2009 med den form, som vi har i dag, der er han blevet all-time topscorer. Det er ikke før sket, at en spiller har scoret så mange mål på en enkelt sæson. Så det fejrede vi også, fordi vi syntes, det var lidt ekstraordinært.
Udover de 38 mål i U17-Ligaen scorede William Martin også to mål i U19-Ligaen, mens han blev topscorer i Geneve Cup med seks mål og også scorede til Christian Eriksen Cup.
- Hans mange mål er dog ikke noget, han kan præstere alene, så det er også et udtryk for, at holdet har klaret sig rigtig godt. For at man kan klare sig så godt kræver det nogle gode holdkammerater, der er med til at skabe de bedste muligheder. Det ses også på vores defensiv i alle årgangene, som har formået at være blandt de bedste forsvar i rækkerne, siger Tonny Hermansen.
- Vi vinder hver dag, fordi vi træner godt
De mange flotte resultater kommer dog ikke af sig selv. Det er nemlig i dagligdagen på træningsbanen, resultaterne skabes.
- Vi synes derfor, at vi er lykkedes med rigtig mange ting. Det er ikke kun på resultatsiden, men det er også helheden i det. I hvad der er vores vision for Akademiet; nemlig at dygtiggøre vores spillere. Og at vinde er ikke nødvendigvis at vinde kampe. Det er også at udvikle sig. Det er jo to pinde, det her. Vi vinder hver dag, fordi vi træner godt og dermed udvikler os. Og vi vinder om lørdagen, og der vinder vi kampen, samtidig med at vi udvikler os. Så det er egentlig sådan, jeg tænker det, slutter Tonny Hermansen.
Akademiet er nu gået på sommerferie, så de kan lade batterierne op til den kommende sæson.