Bashkim Kadrii: Vi skal vinde uanset hvad
24.05.2024 11:49
En stor, stribet opbakning har allerede meldt sin ankomst i Viborg, og det varmer hjertet hos den garvede angriber, Bashkim Kadrii, der sammen med holdet vil kæmpe til det sidste for endnu en sæson i 3F Superligaen.
I morgen skal det sidste slag stå. Der har længe været snak om finaler, og i morgen kl. 15.00 spilles den sidste, når vi møder Viborg FF på udebane i sæsonens sidste kamp.
Når vi går på banen, er der kun én ting, der tæller, for kun med en sejr, kan vi gøre vores for at sikre os endnu en sæson i landets bedste række.
- Det bliver en lidt speciel kamp, der kan definere meget for fremtiden. Vi skal sørge for at gøre vores, og så skal vi lade være med at tænke over det hele, mens vi spiller. Vi skal vinde – der er ikke noget midt i mellem – og vi går benhårdt efter det, siger Bashkim Kadrii, der i morgen kan spille sin kamp nummer 278 i landets smukkeste striber.
Kampen på Vestegnen mellem Hvidovre IF og Lyngby Boldklub er også vigtig for vores skæbne, men den må ikke fylde noget på banen i morgen.
- Vi kan ikke gøre så meget ved det, og vi skal vinde uanset hvad - og ikke bare spille efter et andet resultat. Så må vi bagefter se, om vi har fået hjælp et andet sted fra.
En lille stime og en svær modstander
Møderne med Viborg FF i denne sæson har været en lidt blandet fornøjelse, hvor det på tre kampe kun er blevet til en enkel, stribet sejr.
- Det er en svær modstander. De har et godt koncept og har skiftet træner. De er et godt hold med nogle gode spidskompetencer. Vi skal se, om vi kan drille dem den ene vej, mens vi holder dem fra at komme til chancer den anden vej, siger Bashkim.
Vi kommer dog ind til kampen med nylige succeser, da vi i sidste uge vandt to superligakampe på bare fire dage. Den garvede angriber har også kunne mærke på stemningen, at der er sket noget den seneste uge:
- Det har været godt. Vi er lykkedes med noget, og det giver noget tro og noget selvtillid. Der er kommet ny energi ind på banen, og det har hjulpet os positivt. Vi har skiftet den måde, vi spiller på, og det har også frigivet et eller andet. Det sker en masse positivt lige nu, og det er det, vi skal fokusere på og tage med.
- Vi er dybt taknemmelige
Når vi i morgen står på Energi Viborg Arena, bliver det med en stærk opbakning i ryggen, men det er der ikke noget nyt i. Sidst vi gæstede Viborg, fyldte vi stort set udebaneafsnittet helt op, ligesom vi generelt er ved at være forvente med, at der står mange striber bag os, uanset om vi er i Odense eller et andet sted i Fodbolddanmark.
Indtil videre er der solgt over 700 billetter, og hvis der ender med at være over 800 på plads i udebaneafsnittet i Viborg, slutter vi sæsonen med det højeste tilskuergennemsnit på udebane nogensinde*.
- Det eneste, der har spillet 100% hele sæsonen, er opbakningen. Jeg kan kun rose den og fortælle, at vi er dybt taknemmelige. Vi prøver, og vi gør, hvad vi kan for at give lidt igen, siger Bashkim, inden han sender en direkte hilsen, til de striber, der læser med:
- Tak for det og bliv ved. Vi gør, hvad vi kan.
*Dette er estimeret ud fra de sæsoner, hvor vi har målt antallet af tilskuere på udebane.