Nederlag i Viborg sender os ud af 3F Superligaen

25.05.2024 15:46

Max Fenger sendte os tidligt på sejrskurs, men med to grønne mål i anden halvleg måtte vi se os besejret, og rykkede denne lørdag ud af landets bedste række.

3F Superliga, Kvalifikationsspillet 2023/24
Lørdag den 25. maj kl. 15.00, Energi Viborg Arena

Viborg FF- OB 2-1 (0-1)
0-1: Max Fenger (12.)
1-1: Jakob Vester (51.)
2-1: Magnus Westergaard (76.)

Advarsler:
OB:
Tom Trybull (56.), Max Fenger (86.)

Kampens dommer:
Jacob Karlsen

Kampens forløb:
Over 1000 medrejsende fynboer var i ryggen på de 11 mand i den stribede startopstilling, da årets superligasæson 2023/24 her til eftermiddag skulle afgøres på Energi Viborg Arena.

For at blive i 3F Superligaen krævede det en fynsk sejr i Viborg, samtidigt med, at Hvidovre IF skulle besejre Lyngby Boldklub i København, og der var derfor stor spænding fra kampens første fløjt.

Vi kom godt ud af omklædningsrummet og pressede hjemmeholdet langt tilbage på banen, hvilket også tidligt resulterede i et hjørnespark, hvor dommeren dog stoppede spillet, da Zan Zalatel faldt til jorden og tog sig til hovedet.

Kort efter kom den første stribede scoring, da Leeroy Owusu sendte Max Fenger i dybden i højre side, og da hjemmeholdets forsvar forventede et indlæg, hamrede Max Fenger i stedet bolden op i nettaget til 0-1.

Kort inden pausen fik vi muligheden for at udbygge føringen, da et hjørnespark fra Leeroy Owusu blev forlænget til Tom Trybull ved den bagerste stolpe, men hans afslutning blev blokeret tæt foran mål.

Vi samlede selv bolden op, hvorefter Max Ejdum kom godt igennem i højre side, hvorefter han sendte bolden indover til Aske Adelgaard, hvis afslutning dog blev blokeret, så vi måtte gå til pause ved stillingen 0-1.

Det var desværre hjemmeholdet, der fik den bedste start på anden halvleg, da et indlæg endte ved Anosike Ementa, der med hovedet lagde bolden til rette for Jakob Vester, der fra kort afstand flugtede bolden i mål til 1-1.

Vi pressede dog på i den modsatte ende, hvor Luca Kjerrumgaard blandt andre var tæt på at bringe os foran, da Bashkim Kadrii fandt ham i feltet, men Kjerrumgaards hovedstød gik tæt forbi målet.

Senere prøvede indskiftede Don Deedson også, efter Leeroy Owusu havde drevet bolden frem og afsluttet. Her endte returbolden ved Don Deedson i straffesparksfeltet, men skuddet blev blokeret.

Stik mod spil og chancer blev det dog hjemmeholdet, som kom på måltavlen, da en skarp førstegangsaflevering fra Anosike Ementa endte ved Magnus Westergaard, der rundede Viljar Myhra og bragte Viborg FF på 2-1.

Viborgs føringsmål fik os presset længere frem ad banen, men det resulterede også i, at der blev åbnede mere op bagi. Det udløste en spænding i slutningen af kampen med chancer i begge ender.

Det førte dog ikke til noget, og derfor måtte vi se og slået i sæsonens sidste kamp, og dermed rykkede vi ud af superligaen for første gang siden 1998.

OB’s startopstilling:
Viljar Myhra, Leeroy Owusu (James Gomez, 82.), Bjørn Paulsen, Tobias Slotsager, Aske Adelgaard (Nicklas Mouritsen, 82.), Tom Trybull, Alasana Manneh (Rami Al Hajj, 72.), Baskim Kadrii (Markus Jensne, 72.)- Max Ejdum (Don Deedson, 60.), Luca Kjerumgaard, Max Fenger

Bænken:
Martin Hansen, Nicklas Mouritsen, Don Deedson, Markus Jensen, Gustav Grubbe, Carly Nouck, Rami Al Hajj, Filip Helander, James Gomez.