- At de stadig står der og støtter os, betyder alt

01.04.2024 11:15

Den hjemvendte thailandske landsholdsspiller tror på forløsningen, når vi i morgen møder Vejle Boldklub på græstæppet i Bolbro kl. 19.00.

Efter en kort superligapause skal striberne igen luftes i morgen, hvor vi står overfor Vejle Boldklub i første kamp i Kvalifikationsspillet. Mens forberedelserne har været i fuld gang i Ådalen, har Nicholas Mickelson i noget af tiden været et smut hjemme i Thailand, hvor han og landsholdet stod overfor to vigtige VM-kvalifikationskampe mod Sydkorea.

- Det har været en dejlig oplevelse. Det er stort at repræsentere sit land, og at bære landsholdstrøjen gør mig stolt. Jeg er glad for, at jeg har mulighed for at kunne gøre landsholdstjeneste, siger Nicholas Mickelson, som i det første opgør også stod for assist, da holdene spillede 1-1.

- Vi spillede en kamp uafgjort og tabte den anden, men mod et hold, der var meget stærkere end os på papiret.

Nu venter Kvalifikationsspillet, og den hurtige back ser gode muligheder i morgendagens opgør på Nature Energy Park:

- Jeg ser kampen som en god mulighed for, at vi endelig kan få de tre point på hjemmebane. I morgen bliver dagen, hvor det sker, siger han og peger på, hvor holdet skal være skarpe:

- Vi skal fortsætte med et levere en stærk defensiv, og hvis vi så også kan eksekvere på chancerne, så har vi gode muligheder i morgen. Det er vigtigt at få point i hver kamp her i Kvalifikationsspillet og ikke give noget væk.

Nicholas har spillet Kvalifikationsspil ved klubben før, og han håber på, at han sammen med holdet kan få lov at fejre en sejr sammen med det stribede fællesskab.

- Det er den bedste følelse, når vi kan fejre noget med fansene her i Odense. Vi er meget taknemmelig over den opbakning, vi har mødt igennem sæsonen, og jeg håber, de forstår, at det heller ikke er nemt for os. Men at de stadig står der og støtter os, betyder alt.

Vil du være med, når vi i morgen skyder Kvalifikationsspillet i gang med Vejle Boldklub på Nature Energy Park kl. 19.00, kan du sikre dig billet til kampen her!