Søren Krogh ser frem til at tage hul på Kvalifikationsspillet

31.03.2024 12:32

Søren Krogh ser tilbage på de fem hårde kampe, vi sluttede Grundspillet af på, og har nu fokus rettet mod ti vigtige kampe i Kvalifikationsspillet, hvor alt sættes ind på at sikre overlevelsen.

I julen overtog Søren Krogh officielt nøglerne til trænerkontoret i Ådalen efter i en periode at have været udpeget som midlertidig cheftræner. Lige siden første dag har fokus for Søren været rettet mod at få det bedst mulige udgangspunkt for at få en sæson mere i 3F Superligaen efter et hårdt efterår.

Grundspillet er slut, og i løbet af februar og marts har vi været igennem nogle hårde kampe med svære modstandere på tapetet. Her er det blevet til syv point og en slutplacering som nummer syv, og hvis man spørger Søren Krogh, så er han overordnet tilfreds med udgangspunktet inden Kvalifikationspillet sparkes i gang på tirsdag:

- Det er godkendt, og måske endda med en lille smule over middel. Jeg synes, vi har arbejdet godt, og jeg synes, at vi samlet set har spillet nogle ret stabile kampe. Pointmæssigt mangler vi selvfølgelig de to, som vi tabte i Aarhus på et dumt hjørnespark i overtiden.

- Kampen mod Brøndby IF er lidt det sorte får, da vi kom tidligt bagud med to mål, og det ændrede ret hurtigt kampbilledet. FCK-kampen var overall en stærk præstation mod et meget stærkt mandskab, der lidt atypisk for holdet scorede på nogle omstillinger. Overordnet er jeg godt tilfreds med de point vi har fået, siger Søren Krogh.

Siden Sørens tiltrædelse som cheftræner er der blevet ændret en del ting omkring holdet, og en af de ting er blandt andet strukturen omkring holdet, og den måde vi spiller på.

- Det jeg gjorde, da jeg tog over, var at gøre det, jeg synes fungerede bedst, og det jeg kom frem til, var den her 3-4-3 formation. At spille med tre midtstoppere var et indgreb, vi lavede, fordi vi lukkede for mange mål ind og havde alt for mange afslutninger imod os. Så det var jo egentlig med nogle mere defensive briller på, at vi forsøgte at lukke godt af, og det gjorde egentlig, at vi fik brudt den der kurve i at modstanderne fik for mange chancer imod os, forklarer Søren og fortsætter:

- Det der så er sket med den her formation er, at den har sat sig, og den har udviklet sig, så vi egentlig også har nogle tangenter at spille på rent offensivt. Vi skaber chancer, men vi scorer stadig for lidt ud fra hvad vi skaber af chancer. Vi har kun scoret fire mål i foråret, men hvis vi kigger på xG, så skulle vi have scoret otte. Vi mangler at være mere kyniske i selve afslutningerne, og det er noget af det, du skal kigge ind i. Det gode er, at strukturen nu bringer os til åbne chancer, og det er det, vi skal holde fast i. Det er et system, der er skræddersyet til den trup, vi har nu – ud fra min vurdering – og så skal vi hele tiden forfine og udvikle på den måde, vi spiller fodbold på.

Også udenfor banen har Søren og holdet arbejdet på at styrke sammenholdet og den måde, de omgås i hverdagen, og det har spillerne taget rigtig godt imod:

- Jeg synes, at de har taget rigtig godt imod det. Det her med bare at være sammen på en mere social måde kombineret med noget fagligt indhold, som giver mening for dem. Vi skal ikke være her bare for at være her, men vi skal forsøge at skabe en hverdag og en dag, som er mere meningsfyldt. Det giver en lyst til at være sammen og dyrke relationer på et andet plan, end det vi har ude på banen. Jeg tror, vi har lukreret godt på det, siger han.

- Man kniber sig selv lidt i armen
Nu er det tid til at kigge fremad, og på tirsdag venter den første kamp i Kvalifikationsspillet, hvor vi møder Vejle Boldklub på Nature Energy Park kl. 19.00, og her er Sørens plan at arbejde videre på de ting, som har fungeret godt indtil videre, men arbejde hårdt for endelig at få sejre på hjemmebane:

- Lige nu har jeg en fornemmelse af, at vi er et sted, hvor jeg også håber på, at vi bliver ved med at være. Vi er et sted, hvor spillet er helt tæt på drengene, og der er en god basisforståelse for, hvordan vil gerne vil gøre tingene. Det er 10 nedrykningsdramaer, vi skal ud i nu, så det handler for os lige nu om, at vi skal bringe det videre, vi har vist indtil nu, siger han.

- Og så skal vi selvfølgelig have ændret på den hjemmebanestatistik, vi har kørende lige nu. Det er jo et mål i sig selv at få slettet det der grimme nul, vi har til at stå der. Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg håber, at det vi har arbejdet med indtil nu, kan bringe os et step videre, når vi tager hul på de her sidste kampe.

Og når det så kommer til hjemmebanen, så har den enorme stribede støtte virkelig imponeret cheftræneren – især her i foråret, hvor vi to kampe i hjemmekampe i træk har spillet for fyldte tribuner. Nu håber han, at den støtte også fortsætter frem mod de sidste vigtige kampe, hvor meget er på spil.

- Det er jo på mange måder sådan et drømmescenarie, som på mange måde ikke burde kunne finde sted, hvis man tager vores historik i den her sæson in mente. Man kniber sig selv lidt i armen og tænker, hvordan det mon kan lade sig gøre, at der er så voldsom stor opbakning. Det er lige præcis det, vi har brug for i vores situation. Når der er så meget stress på, og når det er så vigtige kampe fra uge til uge, så er det fedt, at vi bliver taget så godt i mod på trods af det, vi har givet tilbage. Der har været en masse skuffelser igennem en lang periode. De fans er sgu seje. De agerer positivt i modgang, og det må vi bare tage hatten af for og ganske enkelt bare sig tak, siger Søren afslutningsvis.

Vil du være med til at give Søren og holdet de bedst mulige forudsætninger for at få en god start på Kvalifikationsspillet ved at skabe en kæmpe stribet tribunefest, kan du sikre dig billet til kampen her!