
Carpool Karaoke på turen til Hjørring
20.11.2024 14:08
Mandag aften spiller vi årets sidste udebanekamp mod Vendsyssel FF, hvor vi håber på at fortsætte den flotte opbakningsstime på udebane trods den lange afstand.
Denne sæson har været et pragteksempel på forbindelsen mellem spillere og fans. I de mange udebaneafsnit har der været ekstase og euforisk stemning både under og efter kampene, og der har hver gang været mange striber, som har taget de lange ture i al slags vejr. Derfor håber vi også, at mange tager den lange tur til Vendsyssel og støtter holdet på mandag, når vi spiller årets sidste udebanekamp.
Vi ved godt, at det kan blive en hård omgang at skulle rejse så langt nord på en hverdagsaften, men alle striber skal vide, at det betyder virkelig meget for holdet, når vi står sammen rundt omkring i landet. Skulle du derfor overveje at kaste dig ud i en away-tur, så har vi samlet et par forskellige måder, du kan komme afsted på:
Tag bussen med De Stribede
Vores officielle fanklub, De Stribede, planlægger til hver kamp busture, hvor de samler fans om klubben og skaber hyggelige og festlige rammer på turene frem og tilbage, og det er ikke en undtagelse denne mandag.
Bussen afgår fra Nature Energy Park kl. 13.00 med en forventet ankomst i Hjørring omkring kl. 18.00, og de forventer at være tilbage i Odense igen kl. 00.45.
Du kan læse mere om turen her!
Carpool Karaoke Tour
Er der flere af dine stribede venner, der vil afsted, kan I også planlægge en tur i bil sammen, men uanset transportformen kan I skabe en masse hygge undervejs. Vores værter fra Vendsyssel er netop blevet opkøbt af den colombianske rapper, Blessd, og i den anledning er det jo oplagt med en musik quiz eller en karaoke session. Man kan også nå begge dele på den lange køretur.
Er man ikke så meget til rap og hiphop, kan vi også anbefale at kaste sig ud i den finske musikquiz, hvor I skal gætte hvilken klassiker det finske band, Eläkeläiset, har lavet et cover af. I kan finde quizzen på Spotify her!
Man kan også bare sætte sig godt til rette på bagsædet og glæde sig til, at man snart skal se noget striwet fo’bold.
Vendsyssel FF – sparkes i gang mandag den 25. november kl. 18.30, og du sikrer dig billet til kampen her.