Førsteholdet, træneruddannelse og en følelse af at vende hjem

Følelsen af at komme hjem igen

Emilie spillede i Odense Boldklub første gang i 2014-2016 og var med, da kvindeholdet løsrev sig og blev til Odense Q, hvor de desværre også havnede i Nedrykningsspillet. Siden da har Emilie spillet i Brøndby IF, Växjo DFF og MSV Duisburg, men vendte i januar 2024 hjem til Odense Boldklub for at være med til at rykke holdet op i landets bedste liga igen: 

- Jeg har egentlig altid følt, at der var noget, der ikke var gjort færdigt her i OB. Ikke at få lov til at rykke dem op igen. Så det har altid været lidt i mit baghoved. Jeg kom hertil, da jeg var sytten og blev taget supergodt imod af alle dem rundt om holdet, der stadig er her nu. Så jeg har altid haft følelsen af, at jeg skulle tilbage og hjælpe dem med at rykke op igen, fordi det føler jeg lidt, at jeg skyldte klubben med den gode måde, de har behandlet mig på, fortæller Emilie. 

- Og så kom der bare den her mulighed, da Kristian Mørch kom ind. Jeg har haft Kristian på landsholdet, og jeg synes, han er en super dygtig træner. Så det gav egentlig sig selv, og jeg havde lysten til at komme hjem igen, så da han blev træner, og Odense Q gik ind i OB igen, så gav det jo næsten sig selv. 

- Det var jeg næsten nødt til at være en del af, også at kunne være med til at rykke holdet op igen, det var jo stort for mig at kunne krydse den af, at det har jeg gjort.

Ordentlighed og tryghed

Med erfaring fra flere danske og internationale klubber, er Emilie dog ikke i tvivl om, hvorfor det er Odense Boldklub, der giver hende følelsen af at komme hjem: 

- Jamen når folk spørger mig, hvordan Odense er som by, så siger jeg, at det er et parcelhuskvarter, der har vokset sig for stort. Jeg er egentligt bare vild med byen, den er sådan lidt hyggelig, den er ikke for stor eller for lille, og man kan cykle rundt til alt. 

- Jeg tror egentlig også nogle gange, at det er det, som præger OB som klub. Altså vi vil gerne være Fyns flagskib og alt det der, men nogle gange, så er det bare lidt en hyggelig klub. Det er hygge, jeg gerne vil tilbage til.

- Det er på en ordentlig måde, og det synes jeg egentlig altid med OB – man behandler hinanden ordentligt. Man ved, hvor man har dem. Det er lidt hjemligt og hyggeligt at tage på stadion, uden at man skal frygte noget. 

En hverdag, der kræver meget 

Ved siden af førsteholdet arbejder Emilie Henriksen i en ejendomsadministration som juniorcontroller, samtidig med at hun er træner for U19-holdet. Derfor er der nok på programmet i hverdagen for forsvarsspilleren. 

- Jeg møder ind kl. 8 og er der til kl.14.00 eller 14.30, og så kan jeg nogle gange lige nå hjem og få lidt at spise, og så tager jeg til træning kl. 15. Og så træner vi jo indtil kl.17. Om mandagen og torsdag har jeg så U19-pigerne, som jeg træner. Så mandag og torsdag er lange dage, hvor jeg møder kl.8 og er hjemme igen kl. 22.  

- Jeg kunne godt tænke mig at kunne fokusere lidt mere på fodbolden, men det er bare ikke der, det er lige nu. 

Ved siden af sit dagsjob, egen fodboldtræning og træning af U19-holdet, er Emilie også godt i gang med sin UEFA A-licens, som hun afslutter til januar. For Emilie Henriksen har trænervejen været et tilvalg, hun aktivt tog som ret ung. 

I sin første tid hos OB fik hun smag for at være træner, og forhandlede derfor sin træneruddannelse ind i sin kontrakt, da hun skiftede til Brøndby IF. Da hun kom tilbage til Danmark fra Tyskland i januar 2024, tog hun derfor også et strategisk tilvalg om at forhandle en A-licens ind i sin kontrakt hos OB. 
Selvom hun her var ret sent ude, var heldet med Emilie: 

- På en eller anden mirakuløsvis faldt det hele på plads. Man søger jo allerede ind året før, men der var jeg i Tyskland og tænkte slet ikke på det her. Jeg søgte jo først ind i januar, og det startede to uger efter, men på grund af nogle kontakter i DBU og deres interesse i at få flere kvindelige trænere, kom jeg ind og var også i Brøndby og kunne cykle derhen den dag, de startede med deres introseminar. Så det var alt, der klappede der. 

Motivationen for at være træner 

Emilies motivationen bag sin trænerrolle og -uddannelse har skiftet fra at kunne rykke unge spillere langt på kort tid til at omhandle taktiske justeringer, der har stor betydning for spillet: 

- Da jeg startede med at træne på en stjernespillerskole, synes jeg, at det var sjovt. Det var nogle meget små piger, vi havde. Så det var meget med bare at lære dem at lave en inderside, tage en førsteberøring og sådan. Men man kan rykke dem sygt langt meget hurtigt, og det, synes jeg egentlig, var meget sjovt. 

- I og med at jeg er blevet ældre, synes jeg nu, at det taktiske er sjovere; med en lille justering, så ændrer kampen sig fuldstændigt. Jeg synes, det er sjovt at kunne udvikle de piger, jeg har lige nu, og se de skridt de har taget bare det første halve år. De vil så gerne lære, og de er så åbne. 

- De vil bare gerne blive bedre, og det, synes jeg, er superfedt at arbejde med. De har forskellige niveauer, men de er alle sammen fælles om at ville være der og ville træningen. Det er det, der gør, at jeg gider være der til kl. 22 på en mandag, fordi jeg kan se, at de prøver, og at det gør en forskel. 
Derudover er det en fordel for Emilie at kunne veksle imellem perspektivet som spiller og træner: 

- Samtidig bruger jeg også det at være træner som spiller. Det gør, at jeg også kan se det fra en træners synsvinkel. Der er forskel på at stå udenfor banen og være inde på banen. Man ser nogle helt andre ting, når man lige kommer ud på sidelinjen. Så det bruger jeg også meget som spiller, det der med at prøve at trække ud og tænke, hvad kan jeg se nu?

- Når man selv er spiller, så ved man jo godt, hvad spillerne tænker i mange situationer. Man har måske lidt bedre føling på, hvis man laver en taktisk øvelse i 20 minutter, så mister spillerne nok koncentrationen indenfor de næste fem minutter. Så man hele tiden lige kan justere på det, fordi det er sgu ikke altid det sjoveste at stå og træne taktisk træning. Nødvendigt, men ikke det sjoveste. 

Menneskelige kvaliteter

For Emilie er fodbold derfor ikke kun en sport men også noget, der udvikler hende som menneske: 

- Fodbold er jo bare en stor del af mig. Det giver nogle gode kvaliteter og gode oplevelser. Man får meget med som menneske ved at være i de her miljøer, fordi der er konkurrence, men der er også meget med at være der for hinanden socialt og være der for sine holdkammerater, og det er en stor del af mig. 

Samtidig ser Emilie sig selv som en støttende overgang mellem akademiet og førsteholdet, i sin rolle som træner og holdkammerat for flere transitionsspillere: 

- Vi har jo fire spillere, der træner op - der er transitionsspillere - som jeg jo både er holdkammerat og træner for. De er stadig med i U19 nogle gange til kampe, og jeg træner med dem om torsdagen. Så der er det lige med at finde ud af, hvornår er jeg holdkammerat, og hvornår er jeg træner og kunne skille det ad. 

- Måske jeg kan gøre det mindre farligt at rykke op, fordi der er en, de kender og kan læne sig op ad, som forhåbentlig ikke er så farlig. Så jeg håber, at jeg kan gøre det lidt blødere og introducere nogle af de yngre spillere i klubben. Det er måske lidt nemmere at høre taktiske oplæg fra mig, hvis der er noget taktisk, de skal justere på. 

Store fremtidsdrømme 

Emilies fremtidsdrømme står i fodboldens tegn, og med en placering i top4 i Gjensidige Kvindeliga, er drømmene måske inden for rækkevidde: 

- Mit fokus er her i klubben og ikke landsholdet. Jeg vil personligt gerne spille Champions League her. Det kunne være sjovt. Jeg var også selv med til den sidste triumf eller højdepunkt for OB med pokalfinale, det var sjovt. Nu har jeg også selv prøvet Champions League i Brøndby, og det er altså nogle fede aftener, man får med, så det vil jeg gerne prøve her også, afrunder Emilie Henriksen.