Lørdag hylder vi Dalum IF og SfB
07.11.2024 14:39
Luca Kjerrumgaard spillede som barn i Øens Hold-klubben Dalum IF, mens Max Ejdum slog sine folder i Svendborg fB. Da begge striber nu har startet inde i 10 førsteholdskampe, takker vi de to samarbejdsklubber med en check-overrækkelse inden lørdagens kamp mod AC Horsens.
På lørdag inden kampstart skal vi hylde Øens Hold og det talentarbejde, der er med til at udvikle fynske førsteholdsspillere. Derfor vil vi overrække en check hver til Dalum IF og SfB, hvor Luca Kjerrumgaard og Max Ejdum spillede i deres barndom.
Max Ejdum spillede i Svendborg fB fra han var U9 til U11, hvorefter han i juli 2015 skiftede til Akademiet i OB. Derfor vil Svendborg fB få overrakt en check på 60.000 kr. med 20.000,- for hvert år, han spillede i SfB.
- Jeg er selvfølgelig glad for at kunne give noget tilbage til dem, når de også har hjulpet mig på vej. Det er jo der, jeg er vokset op med at spille fodbold, så man kan måske sige, at de har været med til at give mig lidt kærlighed til spillet, siger Max Ejdum.
Luca Kjerrumgaard spillede i Dalum IF fra han var U9 – U12, og hans barndomsklub vil derfor få overrakt en check på 80.000 kr.
- Det er vigtigt for mig at give noget tilbage til Dalum. Det er der, jeg er vokset op og har tilbragt nærmest halvdelen af mit liv, så det betyder meget, at jeg kan give noget tilbage til dem og vise, at jeg har været taknemmelig for de mange gode år, jeg har haft i Dalum IF, siger Luca Kjerrumgaard.
Vi hylder Svendborg fB og Dalum IF på lørdag, når vi tager imod AC Horsens på Nature Energy Park kl. 17.00. Hvis du også vil tage del i kampen, sikrer du dig din billet her.