Nu ved vi, hvad det kræver at spille i Kvindeligaen

27.11.2024 09:02

Assistenttræner Thomas Johansen ser tilbage på første halvdel af sæsonen i landets bedste række, hvor målsætningen om top6 er indfriet, mens holdet har fået gode lærepenge og haft den næststørste opbakning på lægterne i ligaen.

Med første halvdel af sæsonen bag sig, ser assistenttræner Thomas Johansen tilbage på den første tid tilbage i landets bedste række. 

- Sæsonen er nu halvvejs, og vi er på en fjerdeplads. Målsætningen inden sæsonen var en top6-placering, så den er indfriet, siger Thomas Johansen og fortsætter: 

- Vi har dog en følelse af, at vi måske ikke helt har fået de point, som spillet har været til. Nu ved vi, hvad det kræver at spille i Kvindeligaen, og de lærepenge må holdet tage med til den resterende del af sæsonen. 

Oprykkere uden ydmyghed

Som oprykkere til Gjensidige Kvindeliga har kvindeholdet gået til kampene med stolthed, men uden ydmyghed, og de har forsøgt at bringe hinanden ud på kanten af ydeevne for at kunne holde trit.  

- Vi er gået ind til sæsonen med en tro og en forventning om, at vi kunne spille lige op med de bedste hold i ligaen. Dette fik vi også vist i flere af kampene, og jeg er sikker på, at det er den samme attitude, som holdet vil komme ud med til forårets kampe. 

- Det er mange år siden, at klubben sidst har været en del af landets bedste række. Derfor er der naturligvis en vis stolthed over at være tilbage. OB skal måle sig med de andre af landets største klubber, så derfor skal OB selvfølgelig være en del af ligaen i mange år frem. 

Værdien i spillere fra både udlandet og akademiet 

I sommeren hentede vi en del udenlandske spillere til Odense for at give et ekstra boost til holdet. De har medbragt god erfaring og arbejdsmoral, og de har på den måde været med til at løfte holdets præstation: 

- Flere af de udenlandske spillere er kommet med noget erfaring og et niveau fra en højere hylde, end vi tidligere har været vant til. Fodbold er deres arbejde her i Danmark, så derfor er det også naturligt, at de kommer med noget professionalisme. Derudover elsker de at træne og arbejder altid stenhårdt, fortæller Thomas Johansen. 

Samtidig er en stor del af holdet gået fra akademiet til førsteholdet, hvilket giver nogle andre kvaliteter til holdets sammensætning og rodfæstning igennem klubbens årgange: 

- Jamen først og fremmest er det rigtig vigtigt at holde fast i vores danske spillere. Dem, der kommer fra akademiet til førsteholdet, kender klubben og hinanden gennem mange år. De har derfor en god klubkultur, som er vigtig at bibeholde. Derudover skaber de også drømme for mange af de unge piger, som går på akademiet og drømmer om at få mulighed for at blive professionelle fodboldspillere. 

Hvad byder fremtiden på?

Desværre måtte Kristian Mørch i midten af november stoppe som holdets cheftræner grundet sygdom i sin nærmeste familie. Det skaber naturligvis lidt midlertidig forvirring, som holdet dog har løftet på fineste vis: 

- Først og fremmest var vi alle kede af det på Kristian og hans families vegne. Ugen var ret hektisk, hvor vi lige skulle finde hoved og hale i den nye situation. Spillerne fortsatte dog med at arbejde hårdt og holde hovedet højt. Det var fedt at mærke, at alle stod sammen. Vi ønsker Kristian og hans nærmeste alt det bedste fremover, siger Thomas Johansen, mens han tænker frem mod foråret: 

- Jeg er sikker på, at efteråret har været et lærerigt halvår, hvor holdet har fundet ud af, hvad det kræver at spille i ligaen. Derfor skal der ligges flere lag på det gode udgangspunkt, som holdet har. Derudover kommer der en ny cheftræner, som også skal sætte sit præg på tingene. Det bliver et spændende forår, hvor holdet kan spille lidt frit og jagte tredjepladsen. 

Her håber Thomas Johansen på, at den flotte tilslutning fortsætter og måske endda stiger yderligere: 

- Jeg har hørt, at vi i gennemsnit har det næststørste tilskuertal i ligaen. Jeg ved dog, at alle på holdet og omkring klubben håber, at vi kan få endnu flere tilskuere ud på OB´s flotte stadion. Derfor kan jeg kun anbefale alle at komme ud og se noget god fodbold til foråret.  

Kvindeholdet er nu gået på en velfortjent vinterpause, hvor de lader batterierne op til forårssæsonen, der skydes i gang til marts.