OB vinder sølv til de Nordiske Mesterskaber

12.11.2024 14:16

Det blev til en flot sølvmedalje til de Nordiske Mesterskaber for vores U17-hold, der kæmpede bravt og fandt de ekstra gear, når modstanderne var større og ældre.

Selvom det kan føles tungt i øjeblikket, man vinder sølv i stedet for guld i en finale, så må man aldrig være i tvivl om, at det er en stor præstation. Især når det er i en finale om at være det bedste hold i hele norden.

Dette var gældende for Akademiets U17-drenge, der i weekenden præsterede flot og spillede sig hele vejen til finalen, hvor de desværre måtte se sig besejret af IF Brommapojkarna med 1-0. Men det ændrer ikke på, at det var en flot spillet turnering for de stribede drenge, som var oppe imod nogle stærke hold:

- Det gik godt. Vi har spillet nogle rigtig gode kampe deroppe. Både i forhold til den matching vi har fået, men også i forhold til de præstationer vi har leveret. Jeg vil fremhæve vores kamp nummer to mod Vålerenga Fotball, hvor vi viser et virkelig højt topniveau, og til trods for at vi på et tidspunkt bliver slået lidt ud af kurs med en udligning lidt ud af det blå, finder vi hurtigt tilbage på sporet. Vi kontrollerer og dominerer kampen og scorer to rigtig flotte mål i slutfasen, siger Nicolas Arvid Hedeman, der er cheftræner for U17-holdet, og fortsætter:

- Det er lidt den kamp, der giver os troen på, at selvom vi er mindre og og yngre end alle de andre, kan vi i den grad godt spille med. Og det viser vi også i resten af turneringen. Selvfølgelig er vi ærgerlige over, at vi ikke vinder finalen, men når vi har fået det hele lidt på afstand, kan vi også kigge lidt på de præstationer, vi har leveret. Vi kan godt være tilfredse med det, vi har vist. Bestemt.

- Man skal øge tempoet

Udover at være matchet mod nogle stærke modstandere, stod vi også overfor nogle ældre spillere, end vi normalt møder. I Sverige og Norge følger ligaen kalenderåret, og derfor er U17-årgangen også anderledes end den danske, da mange førstårs U19-spillere også må være med på U17 i Sverige og Norge.

- Hvis du ser på vores yngste, er det jo future-spillere, og de har mest spillet nogle U15-kampe i den her sæson, mens vi er oppe imod nogen, der lige har afsluttet sæsonen, og hvor holdet, vi møder i finalen, næsten er rent 2007’ere (Red.: førsteårs U19). Ved os er det lige omvendt, siger Nicolas.

Den store aldersforskel stiller dermed store krav til spillerne, og det er også noget, som U17-cheftræneren har bemærket:

- Man skal øge tempoet, og man skal spille med den større kvalitet, og der skal lige lidt mere til for at lykkes. Og så skal man lægge mere ind i nærkampene. Vi mærker også i finalen, at vi lige mangler det sidste for at kunne bryde igennem sådan et kompakt hold med lidt flere kilo.

Et nyt gear at bygge videre på

At nå hele vejen til finalen var en stor bedrift, der bød på to stærke sejre i gruppespillet mod Åsande Fotball og Vålerenga Fotball på henholdvis 4-0 og 3-1, inden vi spillede 4-4 mod Djurgårdens IF. Derfor ser cheftræneren mange ting, som holdet kan tage med videre ind i resten af sæsonen i U17-ligaen: 

- Jeg tror, det her er et vidnesbyrd for, at vi sagtens kan være med. Både når vi spiller mod de andre danske U17-hold herhjemme, men også når vi tager udlands. Det handler om at spille med mod. Det handler om at investere i sine aktioner. Og så jagter man det der strejf af kvalitet i de enkeltstående aktioner eller i de relationelle aktioner, som skal give os målene og forsvare vores eget. Det er det der ekstra gear, vi skal finde, og det var vi gode til i den her turnering. Og det kan vi bestemt tage med videre, at nogle gange kan man skrue op og finde et gear mere. Og det har bragt os til finalen, afslutter Nicolas.

Udover OB var FC Midtjylland det eneste andet hold fra Danmark, der havde kvalificeret sig til turneringen, og de sluttede på 8. pladsen.

Næste gang vores U17-drenge skal i kamp er lørdag den 16. november kl. 15.00, hvor SønderjyskE gæster Ådalen, og den kamp kan du streame live på JFM Play.