100 dage med Troels Bech

03.09.2024 14:08

Kultur har været nøgleordet med Troels Bech ved roret, og sammen med OB’s nye sportsdirektør ser vi i et længere interview tilbage på det netop overståede transfervindue og den første tid tilbage i klubben.

For enden af huset på Sdr. Boulevard 172’s førstesal sidder Troels Bech. Rummet var engang kun tiltænkt en enkel person, men over de seneste måneder, er der sket mange ændringer i OB. Ikke kun omkring i spiller- og trænertruppen For på kontoret sidder nemlig nu også Jimmi Nagel Jacobsen, vores rekrutteringschef, der er rykket ud af sit eget kontor og ind til Troels. Også Thomas Helveg, der er ny scout i klubben, har haft til huse her den seneste tid, mens et nyt kontor meget metaforisk var ved at blive bygget.

Det er nemlig nu 100 dage siden, at Troels overtog roret som sportsdirektør i OB. På et pressemøde i Odense Robotics Lounge på Nature Energy Park stod han klar dagen efter nedrykningen til NordicBet Ligaen med et mål om at få klubben tilbage i landets bedste række hurtigst muligt. 100 dage med mange opgaver, for allerede få dage senere åbnede transfervinduet, og der var kun halvanden måned til at forberede klubben på en ny sæson i en anden række.

- Jeg har været glad for at komme tilbage. Jeg har kunnet genkende noget og lært noget nyt, og så har der også været noget, der trængte til en kærlig hånd. Jeg har fået noget, og jeg har forsøgt at bidrage med noget, som har gjort, at jeg lige pludselig følte mig voldsom involveret. Det, der fik mig tilbage, var jagten på gode kollegaer – jeg har i fem år været min egen kollega, og det var jeg ikke så god til – og så kan jeg virkelig godt lide det her med, at der er nogle målpunkter, man skal nå, siger Troels Bech.

”…jeg synes, vi kan se fremskridt ret hurtigt”

Troels Bech

Hurtige kulturændringer

Kultur har fyldt en stor del af Troels Bechs hverdag siden tilbagekomsten til klubben, som han á flere omgange har været tilknyttet som cheftræner. Det har været et mål at skabe noget andet i og omkring truppen for at gøre den mere robust mod fremtidens udfordringer og for at overvinde det, vi har været igennem.

- Man kender det måske fra sig selv; det man holder øje med, det ser man. Der er lidt sådan en selvbekræftende ting i det. Men ja, jeg synes, at man kan mærke noget har ændret sig omkring kulturen, og det håber jeg på, at andre også synes, siger han og fortsætter:

- Jeg synes, at vi med ret stor indsats på området ser en trup samle sig mere om et fællesskab. Vi ser også et spillemæssigt udtryk, der flytter sig i retning af noget,  som vi synes er genkendeligt for OB. Men jeg synes, vi kan se fremskridt ret hurtigt. Og sådan er det jo, når man piller ved de lavthængende frugter.

Reorganisering og reducering

 Arbejdet med kultur er sket på flere fronter og er slet ikke noget, der begrænser sig til det nye fælleskontor i enden af førstesalen. Både i transfervinduet og i den dagligdag, der foregår i Ådalen, og for at komme tættere på kernen, skal der også skabes mere tydelighed omkring trænerkontoret og i truppen:

- Noget af det, vi konkret har gjort indtil nu, er at reducere i både antallet i staben og i spillertruppen. Det er jo et forsøg på at komme tættere på en kerne. Og så kan det godt være, at der kommer flere ind over tid, når vi har fundet ud af, hvad det er, de skal være med til at forstærke.

- Det, jeg ønskede, og det jeg synes, at jeg ser, er, at reorganiseringen virker til, at det har bragt dem tættere på hinanden og givet større sammenhængskraft. Det har givet et større fodslag og gjort tydeligheden større. Og det har ikke noget at gøre med de trænere, som ikke længere er her, men der er bare behov for at stå tydeligere frem, og det kan man, når der er færre.

- Søren Krogh har for eksempel fået sit eget kontor, hvor han kalder stabsmedlemmerne ind, når han har brug for dem, i stedet for at han sidder midt i en sø af efterspørgsel og diskussioner. Det har også, synes jeg, været mere tydeligt, at han står stærkere frem.

- Fuld indsats er billetten ind på holdet

Allerede kort tid efter tiltrædelsen stod Troels og hans stab overfor et transfervindue. Flere spillere stod til at forlade klubben med kontraktudløb ved udgangen af sæsonen, mens nogle ligefrem ønskede at komme væk. Det kan være en stor mundfuld at tage hul på et transfervindue med kort varsel, men heldigvis var klubben godt forberedt med Jimmi Nagel Jacobsen siddende med ansvaret for rekrutteringen.

- Gudskelov er det jo Jimmi Nagel, der er rekrutteringschef. Han har jo været her et halvt år mere end mig, og han er jo vanvittig grundig og indsigtsrig i både markedet og i truppen, så det er ham, der har den største fortjeneste i, hvordan vi har navigeret i det her vindue.

Vinduet lukkede i går ved midnatstid, og mens der er 15 spillere, der har forladt klubben, er kun én udefra kommet ind.

- Jeg synes, at antallet af spillere var for højt. Og så var det også tydeligt, at der var nogen, der var frustreret. Ikke kun over at spille for lidt, men også over at spille i førstedivision. Det, vi har brug for nu, er stor commitment. Og lige så snart vi kunne mærke, at der var nogen, der havde svært ved at levere fuldt engagement, måtte vi reagere på det. Det måtte ikke brede sig, fordi vi kunne ikke have et fællesskab, hvor der accepteres mindre end fuldt engagement. Så derfor var det nødvendigt, at nogen skulle forlade os, og at nogen undervejs også kom til at træne i en anden engagementsgruppe, hvis man kan kalde det det. Det er ikke et træk, jeg synes om eller har brugt før, men i den her meget usædvanlige situation, måtte vi også gøre noget usædvanligt.

Trods mange afskeder, er det ikke sådan, at alle har fået lov at rejse, og der er også blevet afvist bud på spillere i løbet af vinduet, mens også spillere har fået afvist ønsker om at komme videre. 

- Det er jo ikke sådan, at de sureste har fået løbepas. Det er ikke blevet sådan i OB, at man kan blive sur længe nok til, at man får lov at få sit ønske opfyldt. Sådan er det ikke. Men vi er nødt til at vise hinanden, at mens vi går og finder os til rette i en anden verden, skal man også følge op med noget indsats og noget engagement, siger Troels med alvor i stemmen og fortsætter:

- Man kan se på flere af dem, der starter og spiller regelmæssigt på holdet nu, som også stod efter nedrykningen og i ugerne efter og sagde, at de gerne ville spille et andet sted. Men mens de sagde det, leverede de bare fuld indsats. Og det kan jeg acceptere. Fuld indsats er billetten ind på holdet, og at man tager del i det engagement, som OB skal levere. Og der sker noget med folk, når de oplever, at tingene forandrer sig og bliver bedre. Så bliver det pludseligt også nemmere at være fælles om det. Hvis man var fælles om at være sure i et splittet omklædningsrum før sommerferien, så er de nu mere fælles om at skabe noget sammen.

De unge skal have lov at vise sig frem

Med kun én spiller ind udefra viser også tegn på, at det er svære at rekruttere de rigtige spillere, når man er rykket en række ned, men det giver mulighed for at kigge indad og give plads til andre:

- OB er og skal altid været ret attraktivt, hvis man kigger på de spillere, man har kunne tiltrække igennem årtier, men det har da været et alvorligt knæk  at rykke ned. Og det var det jo også indadtil. Der var jo mange spillere, der havde svært ved at se sig selv spille i NordicBet Ligaen. Men det var det så sandelig også udadtil. At hente superligaspillere til førstedivision er ikke altid nemt.

- Vi var og er meget opmærksomme på, at de spillere, der egentlig gerne vil til OB typisk, er de bedre førstedivisionsspillere. Men henter man mange af dem, laver man et førstedivisionshold. Så en af grundene til, at vi ikke har hentet flere ind nu, er også, at de, der vil til OB, ikke er gode nok. Så vil vi hellere give pladserne til de unge, så de kan få lov at vise sig frem.

Og det passer selvfølgelig ikke helt, når vi siger, at kun én spiller er kommet til klubben. Julius Berthel Askou Harvey, Marcus McCoy, Elias Hansborg-Sørensen og Nikolaj Juul-Sandberg er alle rykket op på førsteholdet fra Akademiet, mens også William Martin er kommet tættere på holdet.

- Det er noget af det, jeg læner mig trygt ind i; at Tonny og Jimmi har koordineret – også inden jeg startede – at det var planen. Og jeg bifalder det, fordi når Akademiet har klaret sig så godt de seneste år, så skal vi også teste af, hvor langt det kan holde. Nu får de en chance. Der står 15 færre foran dem. Og det har også været en del af manøvren i det her vindue; at gøre afstanden kortere. Vi kan selvfølgelig ikke forvente, at alle de unge, der kommer op hvert år, bliver topspillere. Men vi kan jo ikke vide det, før de får de spilleminutter, der skal til, fordi det er i sidste ende det, der forløser talent.

Kulturen kan bæres af egenudviklede spillere

Der er ingen tvivl om, at man kan mærke engagement og glæde hos de unge spillere, der i løbet af sommeren har fået chancen, og nedrykningen til NordicBet Ligaen har også muliggjort, at spillerne tidligere kan få mere spilletid. Men det betyder ikke, at det samme ikke havde været gældende i 3F Superligaen:

- Der er ingen tvivl om, at det er marginalt mere tilgængeligt for de unge spillere at få spilletid i NordicBet Ligaen, hvor der – med al respekt for de nævnte klubber – er forskel mellem at møde HB Køge og FCK. Og når nu vi er i den situation, så vil vi selvfølgelig bruge den. Men målet er da også, at når vi forhåbentlig snart er tilbage i Superligaen, kan der forhåbentlig stadig komme unge op, som bliver en del af truppen og får mulighed for at spille de kampe, vi gerne vil have dem til.

Og selvom antallet af unge spillere, der fra en tidlig alder har fået OB’s DNA ind under huden, er det ikke altid givet, at det er kulturbærer.

- Man kan jo godt komme fra Akademiet og udfordre kulturen og ikke støtte den. Det er ikke en fribillet, at bare fordi man har været her længe, at man så bare kan opføre sig, som man vil. Men gevinsten er jo, at der jo er god grund til at tro, at selvom Elias Hansborg eller William Martin  også har spillet i andre gode fynske klubber, så har de været her så længe, at de bærer noget af det, som vi definerer som OB, med sig ind på holdet. Vi er derfor meget bevidste om, at det godt kan være kernen af egenudviklede spillere, der også er kernen omkring kulturen. 

”…der er få lige nu i dansk fodbold, der spiller bedre på venstrebacken end Mickelson”

Troels Bech

- If it’s not broken, don’t fix it

Troels og holdet er nu nået til sin første landsholdspause sammen. De sidste måneder har budt på en helt fænomenal sæsonstart i NordicBet Ligaen, hvor vi lige nu kører på en historisk sejrsstime med otte sejre i træk.

Og spørger man sportsdirektøren om han havde set den komme, så er svaret meget klart:

- Nej. Det havde jeg ikke. Mængden af udfordringer, vi har haft, siden den dag vi rykkede ned, har jo været så monumentale, at jeg ikke kunne forestille mig, at vi skulle vinde otte ud af otte. Jeg havde godt kunne forestille mig for hver eneste kamp, at vi kunne have vundet den, men at blive ved med det, og når der også har været nogle med smal margin, vidner lidt om noget af det, der vokser i truppen. Og det er selvfølgelig nemt at kalde det kultur, men det er i hvert fald en evne til at holde sig inde i kampene og forsvare som en enhed. Jeg synes, at noget af det, der virkelig stikker af, er at der kun er gået to mål ind på otte kampe. To mål. Det gør man ikke ved, at der er en enkel spiller, der lige brilliere. Det gør man kun ved team effort. Og det gør mig da glad, siger han.

Sæsonstarten ændrede også planerne for ledelsen i klubben, da man ikke så behov for at ændre på så meget, der allerede fungerede.

- Det er klart, at det ændrede noget. Et eksempel kan jo være, at efter vi har accepteret at tage afsked med Nicklas Mouritsen og Aske Adelgaard, så er der mange, der har efterspurgt en venstrebenet venstreback. Og selvfølgelig har vi også været ude og tjekke op på, hvem vi kunne få ind, men i takt med at Nicholas Mickelson har spillet så fantastisk på positionen, så blev det svære og svære at finde en, der kan matche det. Det kan da godt være, at der findes en derude, men han er jo svær at lokke til OB – specielt når der er god chance for, at han skal sidde på bænken – fordi der er få lige nu i dansk fodbold, der spiller bedre på venstrebacken end Mickelson, siger Troels og fortsætter:

 - Så ja, det har også betydet noget, at når vi nu har et konkurrencedygtigt hold, hvad skulle grunden så være til at forstyrre det. Det kan også skabe uro, at der kommer nogen ind. Det er jo ikke altid kun et løft. If it’s not broken, don’t fix it. OG så lad de unge få de ekstra spilleminutter. Og jeg er helt med på, at nogen vil kunne kigge hen over holdet og tænke, at der er nogen positioner, hvor vi er ekstra udsatte for skader eller karantæner, og jo. Det er der. Og derfor har vi også næste række af unge OB’ere, der måske ellers ikke ville have fået chancen.

”Kultur er ikke ord. Jeg kan ikke snakke med dig om kultur og regne med at noget ændrer sig. Kultur er summen af handlinger”

Troels Bech

Stærkt samarbejde om fremtiden

En lang snak om kultur, akademispillere og transfer lakker mod enden, og for den nye sportsdirektør fortsætter arbejdet. 

- På årsbasis tror jeg kun at transferarbejdet fylder omkring fem procent af min tid. Resten har noget med hverdagsdrift. At være gartner. At vande, slå og luge i det som bliver summen af alle vores handlinger; nemlig kultur. Kultur er ikke ord. Jeg kan ikke snakke med dig om kultur og regne med at noget ændrer sig. Kultur er summen af handlinger, og derfor ligger hovedparten af min indsats i at sikre samarbejde.

Efter landsholdspausen arbejder vi videre på banen, og hvis du vil være med på jagten efter at fortsætte den gode sæsonstart, kan du allerede nu sikre dig billet til udebaneafsnittet i Horsens den 14. september her!