De gode takter skal fortsætte i Hjørring
14.09.2024 12:24
For første gang i 5 år kører det Fynske flagskib nordpå og spiller mod Fortuna Hjørring, når dommeren fløjter op søndag den 15. kl. 15.00 i Hjørring.
Der er lagt i kakkelovnen til et vaskeægte topopgør mellem nr. 2 og nr. 3 i Gjensidige Kvindeliga, når vi tørner sammen Fortuna Hjørring på Nord Energi Arena.
Historisk set er Nordjylland et sted vi har det svært. I de seneste 24 kampe er det blevet til blot 2 sejre og 22 nederlag. Seneste sejr kom dog i det seneste opgør i 2019, da vi vandt 3-2 på et sejrsmål af Sandra Jakobsen. Med andre ord, så har vi mulighed for at igangsætte en stime, hvis vi kan nappe alle 3 point på søndag.
Selvom historikken er imod os, så har vi vist at i denne sæson giver vi ikke så meget for, hvad der er sket i fortiden. Det er nemlig blevet til en sejr på en af Danmarks sværeste udebaner i Køge, det første point mod Brøndby IF i over 20 år og den første OB-sejr i Aarhus nogensinde. Med andre ord, vi har gjort vores for at modbevise, at det er et nyt OB-hold, der har ramt Gjensidige Kvindeligaen.
På trods af at vi har skrevet historie flere gange i denne sæson, så bliver det ikke en nem opgave, der venter i Hjørring. Fortuna Hjørring har nemlig fået den bedst mulige start man kunne tænke sig til. 4 sejre i 4 kampe. Derudover kan de præstere ligaens bedste defensiv og ligaens bedste offensiv (før FC Nordsjællands sejr B.93 fredag). Blot 1 mål er lukket ind og hele 12 mål er scoret i 4 kampe.
Dette skal dog ikke forhindre os i at gå efter alle 3 point når de stribede kvinder går på banen søndag kl. 15.00.
Vi anbefaler alle nordjyske striber til at kigge forbi i blåt og hvidt og give holdet den bedst mulige opbakning.
Billetter kan hentes på Fortuna Hjørrings hjemmeside.