William Martin og Noah Lassen er udtaget til U18-landsholdet
30.09.2024 08:25
William Martin har gang i nogle forrygende dage. I fredags blev han matchvinder, da vi slog Kolding IF i NordicBet Ligaen, og nu er han sammen med Noah Lassen og Hjalte Boe også udtaget til U18-landsholdet, der samles til oktober.
DBU har indkaldt de dygtigste danske U18-spillere til træningssamling og testkampe i Marokko fra tirsdag den 8. oktober og frem til tirsdag den 15. oktober.
I alt 20 spillere er udtaget, og med på holdet finder vi tre af vores egne striber, midtbanespillerne Noah Lassen og Hjalte Boe fra vores U19-trup og matchvinder i Kolding, William Martin, som kan trække i den rød-hvide trøje og kæmpe for U18-landsholdet.
Der venter drengene to testkampe mod Marokko, hvor første kamp spilles fredag den 11. oktober kl. 19.00, og anden kamp spilles mandag den 14. oktober kl. 16.00.
William har sine fodboldrødder plantet i Brændekilde-Bellinge Boldklub, hvor han spillede frem til 2018, mens Noah har udviklet sit talent i en anden Øens Hold-klub, Glamsbjerg IF, inden han kom til OB som U14-spiller. Hjalte Boe kom til OB fra samarbejdsklubben Oure/SfB FA.
Et kæmpe skulderklap til William, Hjalte og Noah og deres barndomsklubber for det flotte arbejde!