
Vi er tilbage!
26.04.2025 13:48
Det holdt hårdt, da Hvidovre IF bragte sig foran i første halvleg, men efter en forløsende scoring fra Luca Kjerrumgaard kunne jublen bryde ud på Nature Energy Park, da vi sikrede os oprykning til 3F Superligaen.
NordicBet Ligaen, Oprykningsspillet 2024/25
Lørdag den 26. april kl. 13.00, Nature Energy Park
OB - Hvidovre IF
0-1: Malte Kiilerich (36.)
1-1: Luca Kjerrumgaard (80.)
Advarsler:
OB: Martin Hansen, (19.), Jay-Roy Grot (52.)
Hvidovre IF: Jonas Gemmer, (67.), Jeffrey Adjei-Broni (46.)
Udvisninger:
Hvidovre IF: Jeffrey Adjei-Broni (75.)
Kampens dommer: Jacob Stausgaard Kobberrød
Dagens tilskuertal: 8.863
Kampens forløb:
Fynboerne mærkede vigtigheden af dagens opgør, og striberne var derfor valfartet til Nature Energy Park for at tage del i dagens kamp mod Hvidovre IF.
Marcus McCoy startede inde for første gang i NordicBet Ligaen, og han fik hurtigt muligheden for at printe sig ind på fynboernes nethinde. Efter få minutter drev han derfor bolden frem fra backen ind til, at han blev nedlagt på kanten af feltet. Luca Kjerrumgaard tog sig af det efterfølgende frispark, men afslutningen gik desværre over mål.
Halvvejs inde i første halvleg var det dog gæsterne, som var skræmmende tæt på at komme foran, da et indlæg fra Magnus Fredslund ramte Simon Makienok i straffesparksfeltet, hvorfra den tårnhøje angriber headede bolden på overliggeren.
Inden pausen truede Magnus Fredslund endnu en gang med et tidligt indlæg fra højre side, og denne gang ramte han Malte Kiilerich, der headede gæsterne foran med en enkelt.
Fra anden halvlegs start pressede vi dog gæsterne i bund, og det gav også flere muligheder fra højrekanten, hvor Marcus McCoy og Markus Jensen var en konstant trussel. En af gangene kom de igennem til et indlæg, der havnede ved Luca Kjerrumgaard, men, hårdt presset, headede topscoreren bolden over mål.
Med et kvarter tilbage af kampen kom Jeffrey Adjei-Broni ind i vores straffesparksfelt og smed sig, hvilket dommeren straks kvitterede med en anden advarsel og dermed udvisning.
Det gav hurtigt en fordel på banen, hvor Nicholas Mickelson fra venstrekanten slog et knivskarpt indlæg til Luca Kjerrumgaard, der headede bolden i mål og bragte os på 1-1, og bragte tribunerne i ekstase.
OB’s startopstilling:
Martin Hansen – Marcus McCoy, Bjørn Paulsen, Nicolas Búrgy, Adam Sørensen (James Gomez, 88.) – Tom Trybull, Gustav Grubbe (William Martin, 56.), Max Ejdum –Markus Jensen (Elias Hansborg-Sørensen, 56.), Luca Kjerrumgaard, Jay-Roy Grot (Nicholas Mickelson, 63.)
Bænken:
Marcus Eskildsen, Nicholas Mickelson, Julius Berthel Askou Harvey, Nikolaj Juul-Sandberg, William Martin, Yaya Bojang, Elias Hansborg-Sørensen, James Gomez, Magnus Andersen
Næste kamp:
OB – FC Fredericia, lørdag den 3. maj kl. 12.30 på Nature Energy Park. Du sikrer billet til kampen her.