Ivan Poulsen drager videre mod nye udfordringer i Norge

26.12.2025 11:52

Klubbens U19-cheftræner Ivan Poulsen stopper i klubben med øjeblikkelig virkning, da han i stedet skal stå i spidsen for norske IL Hødd fra OBOS-ligaen. Klubben takker Ivan for mange års tjeneste og ønsker ham alt held og lykke.

Når U19-holdet møder ind i det nye år, bliver det med en ny stemme på sidelinjen. De skal nemlig have en ny cheftræner, efter at Ivan Poulsen nu skifter til norske IL Hødd for at blive cheftræner på seniorniveau.

Ivan Poulsen har været i klubben siden 2013 og har siden bestridt flere positioner op gennem Akademiet. Netop den dedikation har spillet en rolle i, at der kunne findes en løsning midt i sæsonen.

– Normalt afgiver vi ikke velvilligt gode og kompetente kolleger – særligt ikke på løbende kontrakter. I Ivan Poulsens tilfælde er der dog tale om en undtagelse: Efter mere end 12 år i forskellige ansættelser er det både i respekt og taknemmelighed for Ivans indsats, at vi har accepteret hans ønske om at skifte til IL Hødd, siger Troels Bech og fortsætter:

– Og hvis det er tid til ny luft under vingerne for Ivan, opstår der også mulighed for det samme for os i OB. Vi er trygge ved at kunne fortsætte det fine arbejde i Akademiet, som er et strategisk fokus og tilmed en forstærket indsats i de kommende år.

En inspirerende tid

Ivan Poulsen tiltrådte første gang i striberne som cheftræner for klubbens U14-hold i 2013. Siden var han assistent på U19, før han de seneste otte år har været cheftræner for hhv. klubbens U17- og U19-hold.

Derfor er det heller ikke mærkeligt, at striberne har fået en særlig plads i Ivan Poulsens liv.

– OB har betydet rigtig meget for mig – både fagligt og menneskeligt – og det har været inspirerende at mærke, hvor meget klubben betyder for så mange i byen og på Fyn. Gennem årene har jeg arbejdet med utroligt dygtige spillere og haft fornøjelsen af at samarbejde med engagerede og kompetente kolleger, som alle har bidraget til min udvikling som træner, siger Ivan Poulsen om tiden i Odense og uddyber sin beslutning:

– Nu er muligheden for at blive cheftræner på seniorniveau opstået, og det føles som et naturligt næste skridt i min trænerkarriere. Derfor har jeg valgt at sige ja til rollen som cheftræner i den norske klub IL Hødd, siger Ivan Poulsen.

En af de tætteste samarbejdspartnere i Ivan Poulsens tid i OB har været akademichef Tonny Hermansen, der takker ham for hans tid i klubben.

– Det er fantastisk, at han har fået den mulighed. Det bakker vi selvfølgelig op om. Han har gjort et godt stykke arbejde i Akademiet i over 10 år, og derfor skal vi selvfølgelig ikke stå i vejen for hans udvikling. Det er jo det, vi laver: Vi udvikler – både spillere og trænere. Om de rykker videre i vores system eller et andet sted, er underordnet, og i det her tilfælde giver det rigtig god mening, når muligheden bød sig for Ivan, siger Tonny Hermansen, der samtidig ønsker Ivan Poulsen alt held og lykke fremover.

I højtidens ånd slutter Ivan Poulsen med at sende en stor tak til alle sine kolleger i OB.

– Jeg vil gerne takke alle spillere, kolleger og ledere i OB for samarbejdet gennem årene. Jeg forlader klubben med stor respekt og vil fortsat følge OB med stor interesse og glæde udefra. Jeg ønsker alle i og omkring OB en glædelig jul og et godt nytår, slutter Ivan Poulsen.

Arbejdet med at finde en ny U19-cheftræner er allerede påbegyndt.