Ni dage på den spanske østkyst
07.02.2025 12:47
I morgen går turen til Spanien på den årlige træningslejr, hvor vi igen besøger L’Albir, der ligger nord for Alicante. Her vil truppen finpudse de sidste detaljer til den kommende forårssæson med intensiv træning og træningskampe.
Fra i morgen rykker vi midlertidigt træningen syd på. Årets træningslejr finder nemlig sted i Spanien fra den 8. februar til den 17. februar , hvor spillerne vil gøre sig de sidste forberedelser inden et vigtigt forår venter i NordicBet Ligaen. Selvom vi ligger lunt på førstepladsen, skal intet tages forgivet, når vi sætter jagten ind på at vende tilbage til 3F Superligaen.
Træningslejren bliver i vante rammer, da byen og hotellet er et, vi har prøvet før. Vi skal til den spanske østkyst, lidt nord for Alicante, til byen L’Albir. Samme sted vi var, da holdet besluttede at tage på træningslejr i en landsholdspause i efteråret 2023.
Her får vi mulighed for at træne på nyanlagte græsbaner i en god temperatur, så der er plads til at tænke de store tanker, inden det går løs på Right to Dream Park den 21. februar, hvor vi møder Hillerød Fodbold.
Fem akademispillere rejser med førsteholdet
Ligesom tidligere får vi på træningslejren selskab af nogle af øens skarpeste talenter. Foruden førsteholdet rejser fem spillere fra Akademiet nemlig med for at indgå i truppen under træningen.
De fem spillere er:
Marcus Eskildsen (U19 - Målmand)
Tobias Elnegaard (U19 - Målmand)
Magnus Andersen (U19 – Back/Kantspiller)
Mads Abrahamsen (U19 - Offensivspiller)
Viktor Bender (U19 - Offensivspiller)
Træningskampe som en del af forberedelserne
I optakten har der været mange træningskampe på programmet, hvor den fysiske form skulle testes af og de taktiske justeringer kunne testes. Det fortsætter i Spanien, hvor vi står overfor to yderligere træningskampe:
· Mandag den 10. februar kl. 16.00 mod Halmstads BK
· Søndag den 16. februar kl. 14.30 mod Stjarnan
Foruden de to kampe skal spillerne igennem flere træningspas, og ligesom herhjemme her i preseason er der planlagt to træningspas de fleste dage.
Albani og Faxe Kondi Pro sørger for streaming fra Alicante
Rettighederne til kampen i Spanien ligger desværre ikke på stribede hænder, og derfor har det været svært at få etableret en mulighed, hvor striber hjemme i Danmark kan følge med.
Men takke være Albani og Faxe Kondi Pro har vi kunne få rettighederne til at streame kampen mod FK Halmstadt til Danmark, så du nu kan følge med live fra vores hjemmeside.
Streamet kan kun ses, hvis du er i Danmark.