Vi henter Nicolas Bürgy i Viborg FF
03.02.2025 16:30
Vi er blevet enige om en aftale med Nicolas Bürgy i Viborg FF, der betyder, at den 29-årige centerforsvarer omgående bliver en af striberne i Odense.
Den schweiziske fodboldspiller Nicolas Bürgy er ny mand i Odense, da vi er blevet enige om en aftale, der løber frem til sommeren 2027.
- Vi har med købet af Nicolas Bürgy sikret os en spiller, der kender toppen af dansk fodbold, da han selv har spillet der. Og det er vigtigt for vores rekruttering. Efter tilgang af først Adam Sørensen og nu Nicolas Bürgy har vi stabiliseret vores defensiv frem mod de kommende sæsoner, siger Troels Bech, der er sportsdirektør i OB, inden han fortsætter:
- Vi er samtidigt i et vindue, hvor der har været bud efter flere af vores spillere - herunder også i forsvaret - og med Nicolas på plads, er vi rolige ved muligheden for afgang på stopperpositionen.
- Det virker som en by og et folk, som er meget passioneret omkring fodbold
Nicolas Bürgy har spillet 94 kampe for Viborg FF, og i denne sæson har han også været fast mand for klubben, hvor det er blevet til 16 kampe med fuld spilletid i 13 af dem. Men fremover bliver det de fynske striber, han skal iføre sig, når han går på banen.
- Jeg er meget glad for at blive OB-spiller. Jeg har haft mange gode snakke med sportsdirektøren, cheftræneren og rekrutteringschefen, og de overbeviste mig om projektet. Det er et meget spændende projekt, og jeg glæder mig til at starte arbejdet. Lige nu er vi i 1. division, men det har været en god første halvsæson, og nu skal vi holde snuden i sporet, så vi forhåbentligt er tilbage i Superligaen til sommer, og så kan vi bygge på derfra. Jeg mener, at folkene, der styrer klubben, er meget kompetente, professionelle og ydmyge, og det er en rigtig god kombination til at bygge et fundament, hvorfra klubben kan udvikles et skridt ad gangen, siger Nicolas Bürgy.
Nicolas Bürgy kom til Viborg FF fra BSC Young Boys, hvor han spillede 46 førsteholdskampe - heriblandt to i Champions League og seks i Europa League – men nu er det Odense, han skal repræsentere.
- Jeg har spillet mod OB en del gange, og det virker som en by og et folk, som er meget passioneret omkring fodbold og at støtte holdet. Det har været min oplevelse ind til videre, og jeg ser frem til at spille med stadionet som min egen hjemmebane.
Kontrakten mellem OB og Nicolas Bürgy løber frem til sommeren 2027.