Alasana Manneh sælges til Hibernian F.C.
28.01.2025 17:03
Alasana Manneh skifter til skotske Hibernian F.C., da vi er blevet enige om en transfer for den 26-årige gambiske landsholdsspiller.
Alasana Manneh går i fodsporene på Ulrik Laursen, da han med knap 25 års forsinkelse skifter fra Odense Boldklub til skotske Hibernian F.C.
- Alasana har været hos os i 2,5 år og har i skiftende omfang været stamspiller. Særligt i den igangværende sæson i NordicBet Ligaen har han bidraget med godt pasningsspil og gode dødbolde, siger Troels Bech, der er sportsdirektør i OB, inden han fortsætter:
- Vi har med fem måneder tilbage af kontrakten modtaget et tilbud, vi har accepteret. Nu åbner der sig yderligere muligheder for at se vores unge talentfulde spillere an i kampe, og dette ønske har været medvirkende til vores accept af tilbuddet. Vi takker Alasana for indsatsen i den stribede trøje og ønsker ham held og lykke i Edinburgh.
- Det er ikke nemt at tage herfra
Alasana Manneh kom til OB i sommeren 2022, og siden har han opnået 60 kampe i den stribede trøje, hvilket førte til tre scoringer og 10 assists.
- Det er ikke nemt at tage herfra, men det er en spændende mulighed for at prøve noget nyt, og jeg er glad for det her skifte, siger Alasana.
- Jeg har nogle gode minder fra min tid i Odense, men der var også hårde tider, vi gik igennem. Men det her er fodbold, så man skal bare kæmpe videre, og jeg håber, at holdet vil rykke tilbage til Superligaen. Jeg vil følge OB, og jeg håber, at holdet rykker op igen. Mange tak for de sidste par år, slutter den 26-årige midtbanespiller.
Tak for tiden i striber, Alasana!