Forårssæsonen skydes i gang med sammenhold
10.01.2025 10:45
I weekenden venter en træningslejr på Skolerne i Oure for U12-15-holdene, hvor fokus er relations arbejde og sammenhold på tværs af holdene og trænerne, så forårssæsonen skydes godt i gang med nye fælles oplevelser.
I eftermiddag drager U12-15 til Skolerne i Oure, hvor de over weekenden skal afholde træningslejr og styrke relationerne:
- Fordelene og formålene ved at tage på træningslejr er sådan set at komme ud i andre omgivelser. Så vi ser hinanden i et andet miljø. Så det, at vi kommer tæt på hinanden tre dage i streg kan noget i forhold til at skabe relationer ude på holdene. Formålene er også at skabe relationer på tværs af holdene og trænergruppen, fortæller Simon Finsen, der er ungdomsudviklingschef på Akademiet.
For Simon er det vigtigt, at holdene og trænerne får et styrket kendskab til hinanden, så de får hilst og givet en high five, når de ser hinanden i hverdagen på gangene i Ådalen. Derfor er der også arrangeret aktiviteter uden for træningen, der strækker sig på tværs af årgangene:
- De skal ikke træne sammen på tværs af holdene. Men vi laver nogle aktiviteter udenfor fodboldbanen, hvor vi prøver at styrke relationerne. Vi er med på at én weekend ikke er med til at gøre dem til ‘best pals’ på tværs af årgangene. Men vi håber i hvert fald på, at det kan styrkes, fortæller Simon Finsen og forsætter:
- Det at vi kommer tættere på hinanden i grupperne, segmentet og trænerrummet, det giver bare noget nyttigt til foråret, det er jeg helt sikker på. Derfor er det mere eller mindre perfekt, at vi allerede i første weekend er i gang. Der kan vi tage på tur og komme tæt på hinanden og sigte mod forårets sæsonen og få skudt det godt i gang.