
Meryem Baskaya skifter til OB
24.07.2025 12:00
Vi er stolte over at kunne byde velkommen til forsvarsspilleren Meryem Baskaya, der efter en lang karriere i Brøndby IF nu tager turen over Storebælt for at repræsentere de stribede.
Vi er stolte over at kunne offentliggøre tilgangen af den 20-årige forsvarsspiller Meryem Baskaya, som har valgt OB som sin nye klub. Meryem kommer med fra Brøndby IF, hvor hun har spillet hele sin ungdoms- og seniorkarriere. Skiftet til OB er et nyt kapitel for den talentfulde forsvarsspiller, der ser frem til at bidrage til holdets udvikling.
- Jeg valgte OB, fordi klubben præsenterede en spændende vision, som jeg hurtigt kunne se mig selv være en del af, fortæller Meryem Baskaya om sit skift
- Jeg er blevet mødt af en stor tillid og en klar plan for min rolle og udvikling, og det var afgørende for mit valg. OB virker som det rette sted for mig til at tage næste skridt i min karriere – både som spiller og som menneske.
Peer Lisdorf: En fremtidig ligaprofil
Sports Manager Peer Lisdorf udtrykker stor begejstring for den nye tilføjelse til truppen, som han også mener har et stort potentiale.
- Meryem er en venstrebenet forsvarsspiller, dem er der stor rift om, og jeg er glad for at have hende til rådighed. Hun kommer med en masse energi, har en solid spilforståelse og så har hun også den fysik, man kan forvente af en forsvarsspiller. Derudover er hun en spiller med masser af potentiale og med fortsat hårdt arbejde, kan hun godt blive en ligaprofil, fortæller Sports Manageren.
En boldsikker forsvarsspiller med stort overblik
Meryem Baskaya beskriver sig selv som en boldsikker forsvarsspiller, der nyder at have bolden ved fødderne. Hendes venstreben er en af hendes største styrker, ligesom hendes 1-mod-1 spil defensivt. På banen stræber hun altid efter at bidrage med overblik og ro og søger konstant at sætte sine medspillere i gode positioner.
- Man kan forvente en spiller, der altid giver alt for holdet – både til træning og i kamp, understreger Meryem og fortsætter - Jeg er meget ambitiøs og går altid på banen med et smil, men også med et klart fokus på at levere.
Meryem Baskaya har spillet hele sin seniorkarriere i Brøndby IF, men føler nu, at tiden er inde til nye udfordringer. Skiftet til OB Q ser hun som en mulighed for en frisk start i nye omgivelser med nye ambitioner. Vi ser frem til at følge Meryem i den stribede trøje og er overbeviste om, at hun vil blive en stor gevinst for OB Q.
Meryem Baskaya står noteret for 16 kampe for Brøndby IF samt 26 U-landskampe.