
Foto: Leon Kuegeler - Getty Images Sport
Alexander Zorniger er ny cheftræner i OB
31.05.2025 10:31
Med oprykningen til 3F Superligaen står OB over for en stor udfordring og markant stærkere modstandere. Derfor har klubben brug for et gearskifte og mere erfaring på trænerbænken. Første forstærkning er derfor den tyske træner Alexander Zorniger, der afløser Søren Krogh som cheftræner i OB.
Det bliver Alexander Zorniger, der står på sidelinjen, når vi midt i juli vender tilbage til 3F Superligaen. Den tyske træner har netop underskrevet en treårig aftale med OB, hvor han afløser Søren Krogh som cheftræner.
Når OB vælger at ansætte Alexander Zorniger, skyldes det ifølge sportsdirektør Troels Bech, at den tyske træner er en kapacitet, som kan være med til at fortsætte OB’s udvikling. Alligevel er det en dag med blandede følelser.
- Det er aldrig en god dag, når man skal stoppe samarbejdet med en træner – og vi har meget at takke Søren Krogh for. Han har knoklet det sidste år og har leveret en stærk indsats, som han kronede med en sikker tilbagevenden til Superligaen. Han er også respekteret i spillertruppen og har været med til at skabe en kultur i omklædningsrummet, som er markant bedre end for et år siden, siger Troels Bech og tilføjer:
- Med oprykningen til Superligaen står OB over for en stor udfordring og markant stærkere modstandere. Derfor har vi brug for et gearskifte, og vi kigger på forstærkninger på alle positioner – også cheftrænerposten – og her er det vores vurdering, at Alexander Zorniger og OB er et fantastisk match, som kan fortsætte vores udvikling og på den korte bane sikre, at OB også er et superligahold, når den kommende sæson slutter næste sommer. Derfor er jeg rigtig glad for, at Zorniger har lyst til at blive cheftræner i OB, for han er en trænerkapacitet, som er kendt for et meget klart og tydeligt spillemæssigt udtryk, som er helt i tråd med den identitet, vi ønsker at skabe i OB. Desuden har han en masse erfaring og kender Superligaen.
Alexander Zorniger vender tilbage til dansk fodbold
Alexander Zorniger blev kendt i Danmark, da han i små tre år var træner i Brøndby IF, som han undervejs sikrede en pokaltitel og to sølvmedaljer. Siden sin Brøndby-tid har Zorniger været i Apollon Limassol, som han gjorde til cypriotiske mestre, og i 2. Bundesliga-klubben Greuther Fürth, hvor han stoppede i oktober sidste år. Tidligere i sin trænerkarrierer har han også stået i spidsen for RB Leipzig og VfB Stuttgart.
Nu ser han frem til de nye udfordringer på Fyn:
- Først og fremmest vil jeg naturligvis ønske OB tillykke med oprykningen til Superligaen. Jeg glæder mig enormt meget til at blive en del af OB og sammen med en masse dygtige mennesker fortsætte klubbens udvikling. Jeg er blevet præsenteret for det arbejde med klubbens kultur og identitet, som man er i gang med, og jeg kan konstatere, at ønsket om spillestil og spillemæssigt udtryk passer perfekt sammen med den måde, jeg synes, at fodbold skal spilles. Nu glæder jeg mig til at møde spillerne og staben, siger Alexander Zorniger.
Tak til Søren Krogh
Søren Krogh var assistenttræner i OB fra januar 2022 til november 2023, hvor han tog over som cheftræner efter Andreas Alm. Dermed havde Søren Krogh ansvaret, da OB sidste sommer rykkede ud af Superligaen, men i fredags stod han også på sidelinjen, da OB sikrede sig førstepladsen i Nordic Bet Ligaen og dermed en hurtig tilbagevenden til landets bedste fodboldrække.
Han er glad for, at han fik OB tilbage i Superligaen, men er naturligvis ked af, at han nu stopper som cheftræner.
- Jeg er selvfølgelig ked af, at jeg ikke længere skal være træner i OB. Jeg har haft en fantastisk tid som cheftræner, og jeg er rigtig glad for, at jeg fik mulighed for at bringe OB tilbage til Superligaen. Jeg er glad for det, jeg har været med til at levere i NordicBet Ligaen, og jeg synes, vi har løst en svær opgave på en god måde, hvor vi også har fået en masse unge spillere ind på holdet. Nu skal jeg lige sunde mig, og så må vi se, hvad fremtiden bringer. Og så ønsker jeg naturligvis OB alt det bedste i næste sæson, siger Søren Krogh.
Alexander Zorniger har første arbejdsdag i OB, når træningen starter op igen lørdag 14. juni. Med sig har han to assistenttrænere, Tamás Bódog og Jurek Rohrberg, der også starter op sammen med truppen.
Doorstep på stadion
Troels Bech og Alexander Zorniger er til rådighed for pressen i eftermiddag kl. 15.30, hvor vi inviterer til doorstep på Nature Energy Park. Her vil der også være mulighed for at interviewe dem begge.
Ved spørgsmål kontakt Nicolai Løvgret på +45 22 39 18 16 eller [email protected].
