Fodboldfestival på Flakhaven

06.05.2025 07:01

For at hylde fællesskabet inviterer vi sammen med Odense Kommune og Albani til stribet fest på Flakhaven i Odense den 23. maj. Her kan du se frem til en festlig dag i fællesskabets tegn med optakt på Flakhaven, fanmarch til Nature Energy Park og livemusik med OB-ambassadør, Andreas Odbjerg, og Toomanylefthands.

Fodbold. Fællesskab. Fanmarch. Fadøl. Og Andreas Odbjerg. Det må være den perfekte opskrift på at runde sæsonen af og sammen hylde fællesskabet i Odense. Det sker i forbindelse med herrernes sidste hjemmekamp mod Esbjerg fB den 23. maj på Nature Energy Park. 

For at fejre den store opbakning og sammenhængskraft, som det stribede fællesskab har udvist gennem hele sæsonen, inviterer vi, Odense Kommune og Albani sammen til Foldboldfestival på Flakhaven. 

Her kan fremmødte fans også se frem til, at festlighederne fortsætter efter kampen med en gæsteoptræden fra OB-ambassadør, Andreas Odbjerg, og Toomanylefthands.

- Én gang Odense - Altid Odense. Sammenhængskraften mellem klub og by har aldrig været stærkere. Odense er en kæmpe fodboldby, og derfor ønsker vi at hylde vores fans og vores by, der altid står bag os i medgang og modgang. Det gør vi ved at invitere til en stor fodboldfestival, hvor vi fejrer fællesskabet. Jeg glæder mig til en fantastisk fredag, hvor der går Odense i den, fortæller Kommerciel direktør i OB, Jack Jørgensen, der håber på at se Flakhaven og Nature Energy Park fuld af liv og striber den 23. maj. 

Også Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juul, glæder sig til at hylde fællesskabet i hjertet af Odense: 

- En by som Odense skal selvfølgelig have et hold i Superligaen – og det har vi igen efter sommerferien. Dét skal fejres med manér, og samtidig er det en god anledning til at hylde det unikke stribede fællesskab, der har vokset sig stærkt på tribunen og i byen. Tusindvis og atter tusindvis af odenseanere og fynboer er blevet ved med trofast at bakke klubben og spillerne op – selv da vi fik en sportslig dukkert. Vi lægger os nemlig ikke ned i Odense. Vi rejser os! Det er beundringsværdigt, og det er vigtigt for byen. Og den 23. maj forvandler vi Flakhaven til én stor fest som vi kommer til at huske mange år frem i tiden, siger borgmester, Peter Rahbæk Juul. 

Træk i striberne og fejr fællesskabet

Allerede fra kl.15.00 kan du og dine venner og familie være med til at fejre fællesskabet i Odense, hvor vi sammen trækker i striberne og mødes til ’Fodboldfestival på Flakhaven’ med fadøl, boder med OB-merchandise og meget mere.  

Fra Flakhaven går vi skulder ved skulder gennem Odenses gader til Nature Energy Park i fanmarch og viser, at Odense Boldklub og by går hånd i hånd. 

Festen fortsætter i Albani Fanzone og Faxe Kondi Familiezone på Nature Energy Park fra kl.17.00, inden årets sidste kamp fløjtes i gang til en atmosfære og kulisse af flag, rungende trommer og stribede hjerter, der brøler i kor. 

Festen fortsætter på Flakhaven

Efter årets sidste hjemmekamp fløjtes af, fortsætter fællesskabsfesten på Flakhaven. Kom og vær med, når Andreas Odbjerg og Toomanylefthands fyrer op under stemningen fra kl.21.00 og frem. 

Der er altså god grund til at sætte et stort kryds i kalenderen, så du kan være med til at fejre fællesskabet dagen igennem.

Det eneste du skal huske, er at købe billet til sæsonens sidste hjemmekamp og trække i striberne.

Fodboldfestival på Flakhaven: 

Kl.15.00-16.30: Fodboldfestival på Flakhaven 
Kl.16.30-17.30: Fælles fanmarch fra Flakhaven til Nature Energy Park 
Kl.17.00-19.00: Vi fortsætter opvarmningen i fanzonerne på Nature Energy Park 
Kl.19.00-21.00: OB – Esbjerg fB 
Kl.21.00: Flakhaven byder igen op til fest med DJ, Andreas Odbjerg og Toomanylefthands