
Peer Lisdorf: De gjorde det svært for os
16.03.2025 15:30
Dagens kamp mod FC Nordsjælland var ikke bare den første kamp i forårssæsonen, det var også Peer Lisdorfs første som Sports manager i OB.
Kampen startede rigtig godt med en masse gejst og aggressivitet, som også blev belønnet med et brag af tordendrøn af Zoe Hasenauer, desværre holdt resultatet ikke i længden, og til sidst måtte vi gå fra banen med et 2-1 nederlag.
- Det var en vanskelig kamp, og det fortalte jeg også spillerne efter kampen. Nordsjælland var gode til at ramme os, når de lavede deres rotationer, og så var de gode til at få skabt overtal. Vi prøver at rykke spillet i forskellige retninger, men de er gode til at få det afvæbnet. Jeg synes, de gjorde det svært for os.
Selvom at det ikke blev til de ønskede tre point, så kan den nye Sports manager ikke sætte en finger på indstillingen eller arbejdsindsatsen fra spillerne. Og selvom at anden halvleg tog hårdt på kræfterne, så kan han stadig se flere gode perioder, der kan arbejdes videre på.
- Jeg kan ikke sætte en finger på spillernes motivation, arbejdsindsats og energi. De knokler på og med lidt held kunne vi også have nappet et point, vi har i hvert fald et par muligheder for det, både da vi er foran, lige og bagud. Vi må dog også indrømme at til sidst i løbet af kampen, løb vi tør for muligheder og det gør det også svært at være spiller i dagens kamp. Det giver så nogle chancer til FCN.
- Første halvleg er egentlig okay, og vi starter også godt i anden halvleg, men vi har bare perioder, hvor vi har svært ved at holde fast i bolden, og det er bare et problem, når man møder et hold som FC Nordsjælland, der er gode til netop det. Det faktum, at vi har svært ved at holde fast i bolden, gør også, at vi skal jagte bolden i lange perioder, og det tærrer også på kræfterne.
De positive facetter skal tages med
Selvom at det var en vanskelig kamp, så var der positive facetter i spillet. Det er netop disse, som spillerne skal holde fast i og huske på inden fredagen byder på en udekamp mod HB Køge.
- Vi skal huske at tage de ting med, som lykkedes. Vi får jo også holdt fast i bolden, vendt spillet, ramt hinanden og når vi får vendt fremad i mellemrummene, så kører det også rigtigt godt. Zoe Hasenauer, Anna Krog og Ajla Habibovic viser det jo ganske fint. Når vi fik spillet forbi det første pres og får drevet bolden fremad, så får vi skabt nogle gode momemter, chancer og langskud.
- Det vigtigste er at huske, at der er fem dage til næste kamp mod HB Køge. Når vi møder ind i morgen, skal vi have vasket skuffelsen af os og så være klar på at arbejde fremad.
Kampen mod HB Køge spilles i Køge, og der er kampstart fredag aften kl. 19.00.