
Søndag er der DJ Battle mellem Per P og Ulrik Pedersen
26.03.2025 15:43
På søndag klokken 15.00 tager vi imod AC Horsens på Nature Energy Park, men inden kampen kan du opleve de to tidligere førsteholdsspillere, Ulrik Pedersen og Per Pedersen i DJ Battle i Albani Fanzone.
Vi er mange, der har oplevet flotte aktioner og mindeværdige scoringer fra Per Pedersen og Ulrik Pedersen, men kan de også svinge plader? Det får du svaret på, når vi søndag inviterer på en DJ Battle i Albane Fanzone!
Albani Fanzone åbner klokken 13.00, og stemningen i Albani Fanzonen bliver sat i gang af DJ Larsen. Men han bliver ikke den eneste DJ, vi får besøg af. Fra klokken 13.30 står de to OB-ambassadører Per Pedersen og Ulrik Pedersen overfor hinanden i en DJ Battle, hvor du får mulighed for at kåre den bedste stribede DJ.
Både Ulrik og Per er klar til at battle mod hinanden
-Jeg ved ikke så meget om Pers musiksmag, andet end at han kan synge alle Shu-bi-dua-sange udenad. Jeg tror, jeg vinder, fordi jeg er lidt yngre end ham og ved hvad de unge vil ha’, siger Ulrik Pedersen.
- Ulrik er jo den værste modstander. Han var jo diskoteks-kongen og har helt sikkert mere styr på det end jeg. Men jeg kender dog klassikerne, og jeg satser på, at det giver mig sejren, siger Per Pedersen.
Hvem af de stribede ambassadører, tror du, har den bedste musiksmag?
Du får svaret på søndag inden opgøret mod AC Horsens! Køb din billet her!