Vi har brug for din hjælp i IdentitetOB

26.03.2025 14:12

Projektet IdentitetOB, der løber i sæsonen 2024-2025, har til formål at definere OB's identitet som grundlag for fremtidig succes og et stærkere fællesskab. OB og klubbens fanpanel inviterer nu alle i fællesskabet til at deltage i en proces, der skal sikre, at klubben er på rette vej mod en klar og fælles identitet.

Som en del af projektet inviterer vi nu hele fællesskabet til at dele deres tanker og perspektiver gennem et spørgeskema. Spørgeskemaet er opdelt i tre hoveddele: Hvad OB betyder for den enkelte, en afprøvning af de retninger, der allerede er blevet identificeret som vigtige for klubbens identitet, og en mulighed for at komme med konkrete forslag til, hvordan OB’s identitet kan blive til virkelighed. 

En vigtig proces for OB's fremtid 

Selvom nogle af spørgsmålene kan være svære at besvare, er det afgørende, at alle gør sig umage. Deltagelsen i spørgeskemaet vil spille en central rolle i at styrke OB og fællesskabet fremover.  

Identiteten er ikke bare en abstrakt idé, men et praktisk fundament, der vil guide klubben mod en succesfuld fremtid, og derfor er det vigtigt, at det stribede fællesskab føler jer hørt og involveret i denne proces. 

Spørgeskemaet tager ca. 10-15 minutter at besvare, og der er deadline for besvarelser fredag den 4. april.