
Viktor Bender scorede, da vi slog Sønderjyske
19.03.2025 12:07
Med blå himmel og solskin blev der spillet træningskamp mod Sønderjyske for anden gang i år. Denne gang var det på kunstbanen ved Næsby Stadion, hvor akademispilleren, Viktor Bender scorede kampens eneste mål.
Grundspillet er slut og lige rundt om hjørnet starter Oprykningspillet. Her i landsholdspausen skulle kampformen dog holdes ved lige, og derfor spillede vi i dag en træningskamp mod Sønderjyske Fodbold på den nye kunstgræsbane ved Næsby Stadion.
Forårsvejret kunne mærkes med en lidt kølig vind og en dejlig sol over os. Derfor var det meget naturlig, at dagens mest trendy outfit på sidelinjen var vinterjakke med kasket og solbriller, hvor de eneste shorts var at finde, dem som spillerne havde på inde på banen. Opbakningen kunne mærkes, da der lige pludselig blev trængt på sidelinjen.
De stribede drenge var de første på banen klar, hvor efter de blev mødt af dommerne, og til sidst kom de Sønderjyske joggende ind. Kampen startede og i de første minutter kom bolden rundt til alle på banen. Det første hjørnespark gik til Sønderjyske, hvor Markus Jensen heldigvis fik den afvist.
Kort tid efter var der et sammenstød med Max Ejdum og en af gæsterne, men heldigvis skete der ikke noget, og kampen startede igen.
Spillet foregik på begge banehalvdele, men hvor vi flere gange blev farlige omkring Sønderjyskes felt. Derfor var det også os, der kunne bringe os foran – et flot mål af U19-spilleren, Viktor Bender, der fik det stribede publikum til at bryde ud i klapsalve.
Føringsmålet fik gæsterne mere frem ad banen, og det bød herefter på flere chancer til Sønderjyske, men det stribede forsvar holdt skansen. Derfor sluttede første halvleg 1-0.
Himlen er stadig blå, solen skinner stadig, og anden halvleg blev fløjtet i gang Max Ejdum blev udskiftet, og fra bænken kom Nicolas Bürgy.
Sønderjyske kom tilbage efter pausen med kampgejst, og det kunne også mærkes på, at spillet mere og mere foregik på vores banehalvdel.
På et hjørnespark var vi dog alligevel tæt på at fordoble vores føring, da bolden landede hos Markus Jensen, men det blev desværre ikke til klapsalver denne gang.
Sønderjyske svarede igen ved et hjørnespark i den anden ende, men det OB-forsvaret var vakse og fik afvist. Det skabte dog en chance til Valdemar Grymer, der desværre ikke lykkedes med at score.
I slutningen af kampen steg intensiteten, og der blev skabt chancer i begge ender, men kampens andet mål fik vi aldrig. Derfor sluttede kampen 1-0 til os, og for anden gang i år slog vi Sønderjyske.
Startopstillingen første halvleg:
Martin Hansen, Bjørn Paulsen, Mihajlo Ivančević, Markus Jensen, Julius Berthel Askou Harvey, Marcus Mccoy, Max Ejdum , Leeroy Owusu, Yaya Bojang, Viktor Bender, Richard Emil Helveg.
Bænken:
Nicolas Bürgy, Gustav Wulf, Valdemar Grymer, Janus Land, Noah Damsø, Anton Jensen, Vitus Friis.