
Sparekassen Danmark hylder fællesskabet og det lokale engagement i fynske fodboldklubber
26.11.2025 10:27
Når vi på søndag trækker i trøjerne i opgøret mod Vejle Boldklub er det med et andet logo på ærmet end vanligt. Her har Sparekassen Danmark nemlig afgivet deres logoplads til Øens Hold-samarbejdet for at sætte fokus på fællesskab, frivillighed og lokal udvikling og trivsel i de over 110 fynske fodboldklubber, som vi samarbejder med.
På søndag pryder Øens Hold-logoet ærmerne på de 11 striber, der starter mod Vejle Boldklub på Nature Energy Park kl.19.00. Øens Hold-sponsor og Official Partner i OB, Sparekassen Danmark, har nemlig for en aften afgivet deres logo på ærmet.
Det gør de for at italesætte vigtigheden af lokalt engagement og fællesskab i alle de fynske fodboldklubber, hvor breddeidrætten, frivilligheden og boldglæden blomstrer. Og hvor de store, vigtige værdier om ansvarlighed, ordentlighed, venskaber og sammenhold plantes og gror.
Og netop det vil Sparekassen Danmark gerne understøtte i deres sponsorat af Øens Hold-samarbejdet samt denne aktivering:
- En vigtig del af vores formål er at tage samfundsansvar og bidrage til lokal udvikling. Vi ser foreningslivet som en afgørende faktor for at skabe trivsel og liv i lokalsamfundene. Derfor har Øens Hold-samarbejdet en særlig plads i vores hjerte, fordi de 110 fynske fodboldklubber netop bidrager til at skabe stærke fællesskaber i lokalsamfundet, fortæller Regionsdirektør i Sparekassen Danmark, Henrik Petersen.
Det er her i lokalsamfundene i de mange foreninger, at der ligger utallige frivillige timer for trænere, holdledere og forældre, og hvor venskaber, drømme og glæden ved fodbold spirer, helt fra miniput – og måske op til førsteholdene i OB – og børn og unge udvikler sig på og uden for banerne:
- I Sparekassen Danmark tror vi på, at det er vigtigt at støtte både eliten og bredden for at skabe stærke fællesskaber, hvor alle kan udvikle sig – både på og uden for banen. Det har vi valgt at gøre ved blandt andet at støtte op om OB’s Øens Hold-samarbejde.
Lige nu kommer i alt 22 spillere fra de to førstehold fra Øens Hold-klubber. For Sparekassen Danmark og OB er det derfor vigtigt at huske, hvor det hele starter og at give tilbage til de lokalsamfund, som man er en del af.
Til søndagens kamp er alle de 110 fynske fodboldklubber i Øens Hold samarbejdet derfor inviteret på stadion af alle Øens Hold sponsorerne: Sparekassen Danmark, Energi Fyn, Orifarm, Unisport og BC Catering.
Du kan også deltage i konkurrencen om en match worn trøje fra søndagens kamp med Øens Hold logoet på ærmet i vores fan-app her: https://odense.app.link/8FgycLuUzYb




