
Overvinderkulturen stod stærkt i Viborg
19.10.2025 14:21
Tidligt kom vi bagud, men i anden halvleg fik vi flot vendt kampen og sikrede sæsonens første udebanesejr i 3F Superliga, hvor både Noah Ganaus og Jona Niemiec kom på måltavlen.
3F Superliga, 12. runde
Søndag den 19. oktober kl. 14.00, Energi Viborg Arena
Viborg FF-OB 1-2 (1-0)
1-0: Jakob Vester (5.)
1-1: Noah Ganaus (57.)
1-2: Jona Niemiec (59.)
Advarsler:
OB: Noah Ganaus (79.)
Dagens tilskuertal: 5560
Dagens dommer: Sandi Putros
Kampens forløb:
Flere hundrede medrejsende OB-fans skabte en fantastisk kulisse, da striberne, der i dagens anledning var i klædt klubbens nye lyserød-ternet tredjetrøje, trådte på banen op til dagens kamp. Udebaneafsnittet vejede i blå og hvide flag, og satte tyk streg under at fynboerne var ankommet til Viborg.
Viborgenserne lagde et stort tryk fra kampens begyndelse, og sad tungt omkring vores felt med både gunstige frispark, hjørnespark og gennemspilninger. Efter fem minutter resulterede det desværre også i en scoring til hjemmeholdet.
Herefter kom vi med et godt udtryk og skabte i minutterne efter flere store chancer. Først havde Fiete Arp et godt forsøg på direkte frispark, og kort efter var det Rasmus Falk der helflugtede bolden forbi efter hjørnespark.
Kampen blev mere ligeværdig, men striberne fortsatte med at kreere chancer. Efter 20 minutter tvang Jona Niemiec Lucas Lund til en stor redning efter godt gennembrudsspil fra os.
Vi gik til pause bagud med et enkelt mål, men masser af muligheder til anden halvleg.
Kort inden i halvleg leverede Fiete Arp en fantastisk detalje, der sendte Adam Sørensen afsted. Bolden blev sendt mod Noah Ganaus, der flot tog den ned, men desværre sendte den forbi målet.
Få minutter senere var vores tyske kreatør igen arkitekten bag en stor chance. En god erobring i feltet og en flot nedtagning med efterfølgende hælpasning blev værktøjerne, da Fiete Arp sendte Noah Ganaus fri foran mål. Desværre var en skarp Lucas Lund igen stopklods for et odenseansk mål.
Endelig kom der hul på bylden. Fiete Arp fik bolden i højre side, afdriblede en viborgenser og sendte Rasmus Falk til baglinjen, der flot fandt Noah Ganaus på et cutback. Den hurtige tysker reagerede resolut og bragte os på 1-1.
Blot to minutter efter blev samme formular genbrugt. Denne gang var det Noah Ganaus der blev sendt dybt i højre side, og denne gang blev løsningen et tidligt indlæg der endte for fødderne af Jona Niemiec, der bragte os foran 2-1.
Perioden efter målene sad vi godt på spillet. Flere store chancer var tæt på at give mål. Rasmus Falk og Fiete Arp var sluppet fri og flere gode aktioner prægede de i dag pink-klædte odenseanere. Blandt andet, da Jona Niemiec var ved at udbygge føringen yderligere, da han allerede havde fået bolden forbi Lucas Lund i målet, men en vaks forsvarsspiller var klar på stregen.
Det blev til en anden halvleg med fart i, og jo mere Viborg FF forsøgte at tage styringen på spillet, jo mere satte vi fart den anden vej. Men trods flere gode opspil blev det aldrig til mere, og det var fint for os, der kunne rejse hjem til Fyn med sæsonens første udebanesejr i 3F Superliga.
OB’s startopstilling:
Viljar Myhra – Nicolas Bürgy, Bjørn Paulsen (Yaya Bojang, 10.), Julius Berthel Askou Harvey– Leeroy Owusu, Ismahila Ouedraogo (Max Ejdum, 87.), Rasmus Falk, Adam Sørensen (Marcus McCoy, 87.) – Fiete Arp – Noah Ganaus, Jona Niemiec (Jay-Roy Grot, 61.)
Gamechangere:
Theo Sander, Gustav Grubbe, Marcus McCoy, Max Ejdum, William Martin, Yaya Bojang, Elias Hansborg-Sørensen, James Gomez, Jay-Roy Grot
Næste kamp i 3F Superliga:
Mandag den 27. oktober kl. 19.00 mod Brøndby IF på Nature Energy Park. Du sikrer dig billet her.