Odense Boldklub og Just Eat skal spille på samme hold

01.10.2025 10:00

Odense Boldklub får ny partner, når Just Eat og OB indgår et samarbejde, der skal skabe endnu mere energi omkring kampene. Det vil blandt andet betyde boldbørn i orange trøjer og nye tiltag i fanzonen.

Når OB fremover løber på banen på Nature Energy Park, bliver det med Just Eat som ny medspiller. Aftalen handler dog ikke kun om synlighed på stadion, men også om at engagere sig i klub og fans uden for kampens 90 minutter.

– Vi vil altid gerne give vores fans noget ekstra, og med Just Eat som partner kan vi tilføje nye oplevelser både på og udenfor stadion. Det her samarbejde giver os mulighed for at lege lidt mere med tingene, og det passer godt til Odense Boldklub, siger Anders Skjoldemose, der er Sales & Partnership Manager i OB.

Partnerskabet rækker ud over stadion

Samarbejdet mellem OB og Just Eat handler i høj grad om at engagere sig i Odense som by og skabe værdi for både fans og partnere.

– Fodbold er for mange lig med takeaway, og vi ved, at kampdage ofte er en anledning til at samle venner eller familie omkring maden. Derfor håber vi, at samarbejdet med OB kan give vores mange partnere i Odense øget opmærksomhed og samtidig inspirere flere til at besøge vores platform og opdage det brede udvalg af mad, vi tilbyder i området, siger Ann-Sophie Adamsen, landechef for Just Eat Danmark. 

Boldbørnene får nye trøjer

OB's boldbørn bliver blandt de første til at vise partnerskabet frem. Hvor de tidligere løb ud i blåt og hvidt, trækker de nu i Just Eats orange farve og skaber markant kontrast til OB's egne striber.

– Vi glæder os til at være med på holdet hos Odense Boldklub – både på og udenfor banen. Det handler ikke kun om synlighed, men om at give fansene et smil, en oplevelse og en ny måde at være sammen om OB på, siger Ann-Sophie Adamsen.