
Bonde comeback og tre point til Øens Hold-kamp mod Randers FC
19.04.2026 15:33
Øens Hold-klubberne fyldte Sparekassen Danmark-tribunen, og Øens Hold-spillerne fyldte i kampbilledet, da vi søndag eftermiddag sikrede os tre point i Bolbro. På trods af tre gode mål lød det største brøl muligvis, da Jakob Bonde blev skiftet ind til sin første kamp i 510 dage.
3F Superligaen, Runde 27
Mandag den 19. april kl. 14.00, Nature Energy Park
OB-Randers FC 3-1 (1-0)
1-0: Jona Niemiec (19.)
1-1: Cyril Edudzi (59.)
2-1: Leeroy Owusu (70.)
3-1: Marcus McCoy (85.)
Dagens tilskuertal: 8.965
Dagens dommer: Michael Tykgaard
Kampens forløb:
En fyldt Sparekassen Danmark-tribune prægede kulissen til søndagens opgør mod Randers FC. Det var især takket være en fantastisk opbakning fra vores Øens Hold-samarbejdsklubber, som alle var blevet inviteret på stadion for at hylde samarbejdet mellem OB og de mange fynske klubber.
I vores startopstilling var tre Øens Hold-spillere at finde – Max Ejdum fra Svendborg fB, Rasmus Falk fra Middelfart G&BK og Marcus McCoy fra Højby S&G.
Det blev en livlig start på opgøret, hvor vi vandt mange andenbolde, flyttede bolden hurtigt og var energiske i vores pres. Efter blot 4 minutter vandt Fiete Arp et frispark på kanten af feltet, som han selv endte med at sparke. Frisparket sad inden for rammen, men Randers FC-keeperen kunne lige akkurat få handsken på og vippe den over målet.
Efter 19 minutters spil krøllede Jona Niemiec den ind i det lange hjørne, efter en lang bold fra Max Ejdum, der kun skulle bruge to berøringer på bolden før han både havde taget den ned og sendt den i dybden. Vores tyske angriber lavede således sit 5. mål i 3F superligaen, og Max Ejdum sin 5. assist.
Takterne fortsatte ligeledes efter scoringen, og det var tydeligt at se, at det var et OB-hold, som ville frem over banen og spille fodbold. Det betød også, at vi fortsat var farlige i Randers FC’s ende.
Anden halvleg blev med endnu en Øens Hold-spiller på banen, nemlig William Martin som kom til OB fra samarbejdsklubben B.B.B. Herfra gjaldt det om at holde fast i vores spil fra første halvleg.
Det lykkedes os dog ikke at holde Randers FC fra fadet, og efter flere gange at have været farlige udlignede de til 1-1 i 59. minut.
Efter en mindre energisk start på anden halvleg, var det en tackling i 67. minut fra Marcus McCoy, som satte lidt liv i Nature Energy Park igen, og det var også ham, som dirigerede passioneret ned mod Richard Møller Nielsen-tribunen op til det hjørnespark, som vi scorede på i 70. minut.
Scoringen skete efter et kort sparket hjørnespark, som endte hos Max Ejdum, der lagde den til rette for Leeroy Owusu, som bankede den op under overlæggeren fra kanten af feltet.
I 85. minut skrev dagens overskrift sig selv. Gustav Grubbe blev skiftet ind, Marcus McCoy scorede og William Martin assisterede målet – Øens Hold-samarbejdet blev afgørende i sejren over Randers FC.
Som en smuk sløjfe på en fantastisk søndag i Bolbro, lød der et kæmpe brøl på Nature Energy Park da Jakob Bonde kom på banen, efter at have været væk fra banen i 510 dage. En ægte overvinder-historie.
OB’s startopstilling:
Viljar Myhra – Marcus McCoy, Julius Askou, Nicolas Bürgy, Leeroy Owusu (Yaya Bojang, 94.) – Ismahila Ouedraogo, Max Ejdum, Rasmus Falk (William Martin, 46.), Fiete Arp (Gustav Grubbe, 85.), – Noah Ganaus (Jakob Bonde, 94.), Jona Niemiec (Jay-Roy Grot, 65.).
Gamechangere:
Theo Sander, Adam Sørensen, Bjørn Paulsen, Gustav Grubbe, Vitus Friis, William Martin, Yaya Bojang, Magnus Andersen, Jakob Bonde, Jay-Roy Grot.
Næste kamp: Onsdag den 22. april kl. 18.00 mod F.C. København i Parken.




