- Fansene giver os altid det sidste

25.04.2026 12:00

Søndag går det løs i endnu en nervepirrende kamp i 3F Superligaens kvalifikationsspil. Indtil videre er det blevet til tre på stribe mod vores medoprykkere fra FC Fredericia, som vi senest slog efter en sen scoring af Jona Niemiec på Nature Energy Park.

Tre gange tidligere i sæsonen er det blevet til sejr og tre point efter nervepirrende kampe. Først et tæt opgør på Nature Energy Park, efterfulgt af en velspillet sejr i efterårets sidste runde på den anden side af broen.

Senest var det Marcus McCoy og Jona Niemiec der i kampens afsluttende fase sendte striberne på 1-0 og tog tre vigtige point.

Der er altså fuldt hus mod FC Fredericia denne sæson, og det skal det gerne blive ved med fortæller vores nummer 18, Max Ejdum.

- Vi har godt styr på dem. Det er et hold vi gerne vil slå. Så uden at undervurdere dem, så er det en kamp vi skal gå til med en vis portion overskud og selvtillid. Det har vi brug for.

Det vil endnu en gang kræve power i spillet og en passioneret indsats at hive tre point med hjem over broen.

Men midtbanedynamoen understreger at han og holdet sætter alt ind på at hente sejren i Fredericia, selvom det bliver et hold der møder os med 110%.

- Vi kommer nok til at føle at de giver mere end de plejer. De kæmper for noget og er et andet sted end os. Det skal vi ind og matche og allerhelst overmatche.

Kampen bliver samtidig det andet udebaneopgør på bare fem dage. Senest var udebaneafsnittet meldt udsolgt i Parken, og støtten fra striberne har også gjort indtryk på Max Ejdum.

- Det betyder meget. Det gør altid noget at spille foran mange, og de giver os altid det sidste. Sidst vi var i Fredericia, var de der også. Det kunne være fedt at se noget lignende igen, og så skal vi bare holde fokus på at præstere på banen.

Kampen spilles på søndag den 26. april kl. 14.00 på Monjasa Park. Du kan købe billet til både kamp og bus via de stribede her.