Niemiec glæder sig til udekamp med vild opbakning

11.04.2026 12:00

Søndag klokken 14.00 venter endnu en vigtig kamp i 3F Superliga, når vi gæster JYSK Park og møder Silkeborg IF. Der er lagt op til stærk opbakning fra tribunerne, hvor der allerede er meldt næsten udsolgt i udebaneafsnittet til opgøret, der spilles med fri entré.

Vi går ind til kampen med en sejr i baghånden efter mandagens kamp mod FC Fredericia på Nature Energy Park. Her var det Jona Niemiec, som blev matchvinder med sin scoring i overtiden foran 9.105 fans, som løftede holdet hele vejen frem til de døende minutter. Den oplevelse tager vi med os ind til søndagens opgør, hvor endnu en vigtig kamp med god opbakning venter. 

Der er nemlig udsigt til en stærk kulisse i Silkeborg, hvor der allerede er meldt næsten udsolgt til udebaneafsnittet. Opbakningen har været fremragende i denne sæson, både på hjemmebane, hvor et historisk tilskuersnit på over 10.000 er inden for rækkevidde, og også på udebane har opbakningen været fantastisk. Det er også noget, som sidste kamps matchvinder glæder sig over. 

- Jeg er glad for at høre, at der kommer så mange fans og støtter os. Jeg føler virkelig, at de giver os et ekstra skub, især i de svære perioder af kampene, hvor vi ikke har så meget boldbesiddelse. Så det er virkelig fedt, at der kommer så mange, siger Jona Niemiec. 

Jona fortæller også, at støtten fra tribunerne har haft en stor betydning gennem hele sæsonen, især i de afgørende øjeblikke. 

- Deres support har været fantastisk i denne sæson og har virkelig skubbet os til grænsen mange gange, især i de sidste 20 minutter af kampene. Derfor var det også fantastisk at kunne give dem noget tilbage i form af en sejr og et mål i overtiden mod FC Fredericia. 

- Vi har stadig en sejr til gode 

I det seneste opgør mod Silkeborg fik vi kun ét point med fra en kamp, hvor vi havde overtaget i store perioder og skabte chancer nok til mere end det ene point. Derfor er der også en følelse af, at der stadig er noget at hente mod søndagens modstander. 

- Jeg synes, at vi har noget at revanchere. Vi har stadig en sejr til gode mod Silkeborg IF, og vi håber på at kunne score flere mål, end det var tilfældet i sidste kamp, hvor vi skabte mange chancer. Så forhåbentlig bliver det en god kamp med mange mål, siger Jona. 

Kampen mellem Silkeborg IF og OB spilles søndag den 12. april klokken 14.00 på JYSK Park i Silkeborg. Man kan sikre sig billetter til kampen, samt bustur frem og tilbage på Blok B’s Facebookside og De Stribedes hjemmeside her.