
Vi smider føringen i anden halvleg i Silkeborg
12.04.2026 15:08
Anden halvleg blev alt andet end stribet succes, da vi søndag eftermiddag taber 1-3 i Silkeborg. Marcus McCoy havde ellers sendt os foran i første halvleg, men det var ikke nok.
3F Superliga, Runde 26
Søndag d. 12. april kl. 14.00, Jysk Park
Silkeborg-OB 3-1 (0-1)
0-1: Marcus McCoy (28.)
1-1: Pedro Ganchas (67.)
2-1: Oliver Ross (70.)
3-1: Tonni Adamsen (89.)
Advarsler:
Silkeborg: Callum McCowatt (90.+1)
OB: Julius Berthel Askou (18.), Nicolas Bürgy (90.+1)
Dagens dommer: Jacob Karlsen
Kampens forløb:
Stadionspeakeren kæmpede på JYSK Park for at overdøve de medrejsende fynske fans i minutterne op til kampen. Det samme gjorde resten af stadion. Et propfyldt udebaneafsnit sendte striberne ud til kampen med en fabelagtig opbakning i Søhøjlandet.
Som ved de seneste par kampe var boldbesiddelsen høj for striberne fra start. Det fynske presspil er ikke gået ubemærket hen, og modstandernes lave forsvarslinjer vidner måske om netop det.
Efter 18 minutter fangede hjemmeholdet os dog på en omstilling. En dyb bold blev sendt afsted mod hurtige Bakiz, der alene mod målet blev fældet af Julius Askou i feltet. Det resulterede i straffespark og gult kort til den unge forsvarsspiller.
Men mål blev det ikke til. Efter et langt tilløb skød Tonni Adamsen bolden til sin egen højre side – præcis samme sted som Viljar Myhra smed sig og reddede straffesparket. Stærk aktion af vores norske keeper.
10 minutter senere gik det dog den anden vej. Velspillende kom vi igennem i højre side, arbejdede os ind i feltet, fik en afslutning reddet, og hvem andre end Marcus McCoy dukkede så op på riposten og sendte bolden i nettet med sin venstreskøjte. Det var samtidig hans første mål nogensinde i hans seniortid i OB.
Få minutter senere lagde Noah Ganaus den faktisk i nettet til 2-0, men målet blev annulleret efter et frispark til Nikolai Larsen i Silkeborg-målet. Kort efter igen måtte Jakob Karlsen afvente et VAR-tjek af et muligt straffespark til os. Det vurderede VAR dog ikke.
Efter 40 minutter måtte OB-fansene igen holde jubeludbruddet tilbage, da Max Ejdum sendte bolden på overlæggeren. Et stærkt chanceovertag til os i slutningen af 1. halvleg.
Halvlegen blev mere og mere hæsblæsende, som tiden gik, og begge hold kunne have scoret i de sidste minutter, men stillingen forblev 1-0 til striberne ved pausen.
I anden halvleg overtog hjemmeholdet en del af initiativet. Et par halve chancer og en del dueller gik Silkeborg IF’s vej, og striberne kæmpede for at finde samme takt som i kampens begyndelse.
Efter det første kvarter af anden halvleg havde vi ikke for alvor set en chance til de fynske spillere. Til gengæld havde Viljar igen præsteret flere gode redningsaktioner.
Det kunne ikke blive ved med at gå. Efter 68 minutter kom hjemmeholdet på tavlen efter at have holdt spillet længe omkring vores felt. Et indlæg kom ind over og fandt en fri Pedro Ganchas, der kunne udligne for Silkeborg IF.
Det var ikke en periode, der gav os særlig meget. Kun få minutter efter kunne Viljar Myhra igen tage bolden ud af nettet, efter at Oliver Ross kunne sende en flad tværbold i nettet.
Nu gik missionen fra at skulle komme foran igen til at jagte en udligning.
Efter 76 minutter var det tæt på at ske. McCoy ramte Jay-Roy Grot lige foran mål på et cutback, men en flot redning fra Nikolai Larsen holdt bolden ude af målet.
I stedet gik det den anden vej kun tre minutter senere, da Oliver Ross endnu en gang kom på måltavlen i kampen. Efter et VAR-tjek blev målet dog trukket tilbage, men trykket var stort på odenseanerne.
I 89. minut blev sømmet sat i kisten. Tonni Adamsen revancherede sit brændte straffespark og sank os i en kamp, hvor vi har svært ved at genkende os selv.
OB’s startopstilling:
Viljar Myhra – Leeroy Owusu (Adam Sørensen, 82.), Nicolas Bürgy, Julius Berthel Askou Harvey Marcus McCoy - Ismahila Ouedraogo (William Martin, 82.), Rasmus Falk, Max Ejdum, Anssi Suhonen (Fiete Arp, 71.) – Noah Ganaus (Jona Niemiec, 71.), Jay-Roy Grot (Bjørn Paulsen, 84.)
Gamechangere:
Theo Sander, Adam Sørensen, Bjørn Paulsen, Fiete Arp, Jona Niemiec, Gustav Grubbe, Vitus Friis, William Martin, Yaya Bojang
Næste kamp:
Søndag den 19. april kl. 14.00 mod Randers FC på Nature Energy Park. Vær med til at sætte en milepæl med over 10.000 i snit på hjemmebane over sæsonen her.




