
VI HENTER FREDRIK ULVESTAD I POGOŃ SZCZECIN
02.09.2026 18:13
Den 34-årige norske midtbanespiller Fredrik Ulvestad skifter til OB fra polske Pogoń Szczecin og bliver dermed den næste spiller til at trække i de blå og hvide striber.
Vi har i dag sikret os en erfaren forstærkning til midtbanen, da vi er blevet enige med Pogoń Szczecin om en transfer af Fredrik Ulvestad.
Den 34-årige nordmand har skrevet under på en aftale frem til 2028 og kommer til Odense med stor erfaring fra både norsk og international fodbold. Senest har han været en del af den polske Ekstraklasa-klub Pogoń Szczecin, hvor han har spillet under Thomas Thomasberg.
Sportsdirektør i OB, Troels Bech ser nu frem til at få ham ind i OB-truppen:
- Fredrik er en arbejdsom og dynamisk midtbanespiller. Han kommer med stor erfaring, presintensit og lederskab, siger Troels Bech og fortsætter:
- Vi har med "Ulve" fået en spiller med historik for at kunne spille mange kampe og bidrage med en del scoringer pr. sæson, og dermed har vi nye kompetencer og flere strenge at spille på.
Fredrik Ulvestad er noteret for fire A-landskampe for Norge og har tidligere spillet i blandt andet Aalesund, Burnley, Charlton Athletic og Djurgårdens IF, som han har vundet det svenske mesterskab med, mens det også er blevet til pokaltitler i både Sverige og Norge. Efterfølgende fortsatte karrieren i Kina, inden han vendte tilbage til europæisk fodbold.
Nu fortsætter karrieren i Odense, hvor den rutinerede midtbanespiller bliver en del af det stribede fællesskab.
- Jeg er meget glad for at være her og ser virkelig frem til at starte på den her nye rejse. Jeg har hørt mange gode ting om både klubben og byen, blandt andet fra Sten Grytebust, som har spillet her tidligere. Jeg kender også Thomasberg fra min tid i Pogoń, og jeg kan rigtig godt lide hans måde at spille på. Nu glæder jeg mig til at møde folk i klubben, komme på stadion og forhåbentlig være med til at skabe nogle gode ting sammen. Det vigtigste bliver, at vi kæmper for logoet på trøjen og gør alt, hvad vi kan, for klubben.
Fredrik Ulvestad kommer til at spille i nummer 6.
Velkommen til Odense Fredrik!




